“Fri” heder bogen, der udkommer i dag. Den er udgivet af en af de største svømmere nogensinde i dansk svømmehistorie. I hvert fald den mest vindende. Og allerede inden bogen er landet på hylderne hos boghandlerne, har Jeanette Ottesen forsøgt at afværge en shitstorm.
Det, der angiveligt skulle have været en undskyldning for at have været med til at mobbe en svømmekollega, er i bedste fald et klodset forsøg på det. For med undskyldninger gælder det altid, at de skal gives uden forbehold. Det vil sige, at man siger undskyld for sine handlinger og ikke, som alt for mange har tendens til at gøre, tilføjer det lille ord “men”.
For netop ordet “men” er, selvom det er et meget lille ord, et meget betydningsfuldt ord, der fjerner det, man lige har sagt. Og ofte sker der det, som også er sket i Jeanette Ottesens tilfælde – man fortsætter egentlig bare derudaf med at gøre mere af det, man lige har undskyldt for.
Måske fordi man i virkeligheden vil finde en undskyldning for sig selv. Men tilgivelse er altid kun noget, vi kan få fra den anden. Et oprigtigt undskyld, kan vi kun håbe på, fører til tilgivelse fra den anden.
Jeanette Ottesen har med sit indlæg i bogen desværre vist, at mobbere alt for ofte har brug for at pege på den anden for at kunne leve med sine egne handlinger. “Undskyld, men du skulle altså også….”. “Undskyld, men du skulle heller ikke….”.
Hvis der skal komme noget positivt ud af dette klodsede forsøg på at sige undskyld, så må fokus i stedet løftes lidt op fra en diskussion af, om vi skal sympatisere med den ene og være for eller imod den anden. For mobning foregår alle steder og hele tiden.
Vi må have en diskussion af, hvad det er for en kultur, der skaber mobbere og så er det her, der skal sættes ind. For mobbekultur trives særligt godt i utrygge fællesskaber. Og vi skal turde tale om, at det finder sted. Det sker i skoler, i idrætshaller og på arbejdspladser. Måske vi selv har været udsat for mobning, eller vi har selv mobbet.