Alle, der er vokset op med glæden til Eventyr, kender selvfølgelig Snehvide og de syv små dværge. Den er så fascinerende og uhyggelig på samme tid, for det er det, eventyr kan. Og som i alle gode eventyr, ender det lykkeligt. Den smukke Prins vækker den sovende Prinsesse med et livgivende kys.
Det må han så ikke længere. I hvert fald ikke hvis man skal lytte til anmeldere, der mener, at slutningen bør ændres. Snehvide, der er forgiftet af den onde stedmoder og ligger der helt hjælpeløs og sovende, har nemlig ikke givet sit samtykke til at blive kysset.
Og nej, det er ikke fordi, jeg ikke er enig i, at det er afgørende vigtigt at lære vores børn, at det ikke er i orden at kysse nogen, uden at den anden giver samtykke til det. Det er mere vigtigt end nogensinde at lære børn om grænser. Politisk korrekthed bør der imidlertid også være en grænse for. Ellers bliver det lidt fattigt det hele. Og vi risikerer, at vi glemmer legen og det eventyrlige.
Jeg har stor tillid til, at børn godt kan skelne mellem fiktion og virkelighed.
Og børn har brug for eventyrets form til at takle udfordringer i livet i et billedeligt sprog. Eventyr handler om nogle grundfølelser, som alle børn kender. Eventyret giver barnet mulighed for at få sat ting i deres egen verden på plads, når de hører eventyr. De kan gå på opdagelse i deres følelsesliv, uden at det er farligt. For det ender jo godt til sidst.
Eventyrene har overlevet i mange generationer. Det er der en helt særlig grund til. Det er fordi, det siger os noget på tværs af tid. Det er netop pointen, og derfor skal et eventyr ikke tilpasses vor tid.
Og han fik Prinsessen og det halve Kongerige, og de levede lykkeligt til deres dages ende. Det samme håber jeg også, at eventyret i sin nuværende form får lov til.