Det havde ellers været en hyggelig aften. Altså lige indtil nu. Vi var i København og havde hygget med min mands to døtre.
Vi havde lånt to cykler, for så kunne vi drikke lidt rødvin. Så da jeg havde låst dem op ved afgang, stod jeg pludselig der med to cykelnøgler. Ned i posen med dem sammen med gaven til svigersønnen.
Velankommet var gaven med pose blevet overleveret.
Så blev det tid til hjemtur. Med det samme min mand spørger: Finder du lige cykelnøglerne? Vidste jeg, at den var gal. Frem for mit indre blik tonende de to nøgler sig.
De lå i posen. Posen, der nu befandt sig i Brønshøj. Inden længe ville gaven bliver overrakt til den glade modtager. Og der på bunden af posen ville der ligge to cykelnøgler.
Selvom jeg vidste, at de lå der, så gav jeg mig til at lede. Som om jeg troede, at hvis bare jeg kiggede i min taske tilstrækkeligt mange gange, så ville de på mirakuløs vis dukke op.
Ingen nøgler.
Til sidst måtte jeg gå til bekendelse og indrømme, at de var i posen med gaven.
Min mand fik en spærring.
Det får han engang imellem, når der sker noget, som for ham simpelthen ikke giver mening. Han forstår ganske enkelt ikke, at man ikke har styr på sine ting. Så er det jeg siger: Du forstår ikke, hvordan verden ser ud fra min hjerne. Den ser meget anderledes og langt mere ustruktureret ud, end den gør fra din.
Han prøver at få mig til at forstå, at når nu jeg ved, at jeg er udfordret på det, så må jeg være ekstra opmærksom. Ja tak, det er det jeg er hele tiden. Hele tiden prøver jeg at anvende mine strategier. For hvis ikke jeg gjorde det, så ville det se meget værre ud.
Nu er min mand ret god til at finde løsninger, så han fik sendt de famøse nøgler med en taxa fra Brønshøj til Vesterbro. Ret dyrt for øvrigt.
Så stod vi der og ventede. “Hvorfor kom I ikke op igen?”, spurgte min bonusdatter. “Fordi, det ville ikke have været hyggeligt”, svarede jeg.
Jeg var nemlig ramt på mit ømme punkt. Det, jeg er udfordret på, havde vakt irritation, hos den jeg elsker. Og pludselig voksede det sig kæmpe stort indeni mig.
Da jeg havde sundet mig, måtte jeg sige til min mand, at en ting kan han være helt sikker på. Det er ikke sidste gang, jeg laver noget dumt. Det ved han godt, for det sker ind imellem. Og heldigvis ved han godt, at to af hans slags, måske heller ikke er at foretrække. Så han foretrækker hele mig.
Gå til min side https://psykologenpaabryggen.dk