Jeg skal fejre juleaften med mine to børnebørn. De er et levende bevis for, at en af mine yndlings julesalmer “Dejlig er jorden” udtrykker noget meget sandt, når vi synger: “slægt skal følge slægters gang”.

I aften vil jeg som altid sætte mig  i ro og lade minderne komme. Mine tanker går til dem, jeg har mistet. Det vil som altid være min mor, der fylder mine tanker mest. Både med gode og vemodige tanker.

Mine tanker går til alle de betydninger, min mor nåede at få for mig. Vi kan være bange for at glemme, den vi har mistet. Jeg husker de første gange, hvor jeg ikke længere kunne genkalde mig duften af min mor. De præcise konturer i hendes ansigt. Måden hun gik på.

Jeg havde ellers  i mange år forsøgt at fastholde de fysiske erindringer ved at gå i hendes tøj. Købte den parfume hun altid brugte i forsøget på at holde hende tæt på . Jeg var nødt til det,  for jeg følte, det var det eneste, jeg havde tilbage. Og pludselig duftede det ikke længere af hende,  men bare af mig selv.

Det var skræmmende.

MEN vi mennesker er andet end det fysiske, som vi mister grebet om. Dem, vi har mistet, lever videre gennem fortællinger. Vi bliver til gennem fortællinger, og vi lever videre gennem fortællinger. Jeg fortæller mine børn og nu to børnebørn om min mor, og hvordan hun var som person og om, hvad hun satte pris på og holdt af.

Men i aften, når der er faldet ro på, fortæller jeg også min mor om os, og det liv vi lever her på jorden. Jeg fortæller, at jeg har fejret aftenen med hendes ældste barnebarn og to oldebørn. De nyeste skud på stammen. At aftenen blev smuk og magisk. Lige i det øjeblik føler jeg, hun er nærværende. Det er som om, jeg kan kalde hende frem.

Jeg tror, det er sådan for rigtig mange, at det særligt er i julen, vi mærker savnet. Savnet af dem vi har mistet. Da føles det godt at kunne mærke nærværet. Så lad fortællingerne blive levende, når vi inden længe sætter os til julebordet sammen.

Vi kan jo begynde med et kan du huske….

Jeg håber, din jul bliver glædelig. Om en uge samles vi om julebordet, fælleskab, glæde og hygge. Mange giver også gaver og det er slet ikke så ringe endda. Forhåbentligt får du noget af det, du har ønsket dig i år. Hvis du har gjort det nemt for dine nærmeste, har du rundsendt en ønskeliste.

Vi er en stor familie med dine og mine børn og en masser eks’er, så selvfølgelig gør vi os også den umage at forsøge at koordinere gaveindkøb. Og forhåbentlig  lykkes vi med, at alle bliver glade.

Forhåbentlig vil mange også glædes over det uventede. Den lille ting, som man i forbifarten nævnte og helt har glemt at få på listen, kan for nogen næsten vække større glæde.

Sådan er det bare ikke altid. Der har mange steder sneget sig en usagt forventning ind. Hvor ønskelister er blevet til indkøbslister med en forventning om, at alt, hvad der står på listen, det sørger man lige for at få koordineret i familien, hvem der gir.

Tjek, tjek nu er alle glade, for du får alt, hvad der står på listen.

I ordet “ønske” ligger der jo netop dette med, at man ikke på nogen måde kan have en forventning om, at ønsket indfries. Men det er vi ved at glemme. At ønske sig noget i dag er det samme som at “bestille”. Den eneste overraskelse, der er tilbage, er hvem, der giver hvad fra listen.

Og ve den, der har købt noget, der ikke står på listen. Det er en forbrydelse mod julestemningen og julefreden. For det bliver set som et udtryk for, at man ikke har hørt ordentligt efter og sat sig ind i sagerne. På den måde er vi ude i at reducere hinanden til forlængede indkøbsarme. Til nogen man kan forvente materialle goder af.

Husk gavens mening. For meningen er netop ikke tingen i sig selv, men tanken bag. Gaven er en lille hyldest  og en kærlighedserklæring til et andet menneske, som vi holder af, og som har en betydning for os. Det er kærlighed pakket ind i glitter og bånd.

Og så hygger vi os…. December er den tid på året, hvor familiehygge og traditioner er i spil. Det er også højdepunkt for klicheer om ukompliceret lykke. Sandheden er, at de færreste familier er ukomplicerede eller lykkelige. Sådan hele tiden i hvert fald.

Når jeg tænker tilbage i tiden og tænker på december måned, så kan jeg godt drømme mig ind i en eller anden forestilling om, at alt var fantastisk. Vi pyntede op. Børnene var med. Jeg glædede mig over deres fine juleklip, der fik hæderspladsen på juletræet.

Jeg bagte julesmåkager med en engels tålmodighed og så stolt på, hvordan de med deres små buttede fingre fik lavet de fineste julekager.

Vi hentede selv juletræet og fældede det flotteste træ blandt dem alle, mens sneen lå som et smukt dække og fik hele skoven til at ligne noget fra et eventyr.

Jeg var i god tid og fik købt de fineste julegaver til alle mine kære og fik dem alle smukt pakket ind med et lille fint personligt kort til, så alle vidste, hvad de betød for mig.

Lille juleaften skulle der ikke være stress og jag så bare lidt hygge med risengrød og æbleskiver, mens de sidste småting lige kunne komme på plads. Vi skrålede glade med på Søren Banjamus og så julekalender og alle var glade og forventningsfulde op mod den store dag.

Når dagen oprandt var magien på sit højeste. Alle trak i sit fineste pus. Disney show i baggrunden. Duften af and spredte sig lifligt og forventingen ville ingen ende tage.

Som om.

Heldigvis er den menneskelige hukommelse sådan. Vi husker alt det fantastiske ved julen. Og det er faktisk sandt, at jeg en enkelt gang hang en hjemmelavet guirlande på juletræet, fik bagt fine småkager, fandt et smukt juletræ, pakkede gaverne ind efter alle kunstens regler, lavede verdens bedste and.

Men det er bare også sandt, at jeg har gemt flere af børneness juleklip væk eller endda smidt dem ud. Har været sur og vrissen over at der var dej alle vegne. Og kagerne brændte på, fordi én skulle skiftes midt i det hele. Været irriteret på børnenes far over, at han igen lykkedes med at finde en hjørnemodel af et juletræ. Ikke fik sovet op til jul, fordi jeg konstant var bagud på tid. Kom til at hælde sovsen ud gennem vasken, så der ingen sovs var til anden, der havde fået for meget og var tør.

Jeg håber, I alle får en enestående fantastisk december og jul.

Julelysene tændes snart i børnenes øjne. Hvad mon der er i gaverne? Og hvornår må vi lukke op? Vi forsøger at lære børnene, at gaver ikke betyder noget, men det er løgn. Inden længe starter en kamp mellem biologi og kultur.

Gaver til jul er blevet en kompliceret affære med de nye familieformer og mange medlemmer. Mange oplever det som et sandt mareridt.

Hvis vi mener noget med det, når vi vil bilde børn ind, at gaver ikke betyder noget, så skal vi starte med selv ikke at lave forskel. Vi kommunikere helt vildt hvert år gennem gaver.

Jeg oplever ofte børn, der kan fortælle, at fars nye børn med den nye kone fik nogle meget flottere gaver, end de selv gjorde. Hvis vi tror, børnene ikke ser det, så er vi naive.

Nu kan mange sikkert godt blive enige om, at ovenstående eksempel ikke er i orden. For her er det tidligere biologi op imod ny biologi. Men hvad så når det kommer til slåskampen mellem biologi og kultur? Mon vi så også er enige?

For selvfølgelig skal min datters kærestes børn af et tidligere forhold “have en lille ting, men da selvfølgelig ikke så stor en ting som mit rigtige barnebarn”. Eller hvad?

I de tider vi lever i, mener jeg dybest set slet ikke, det giver mening, at tale om familie som en biologisk konstruktion længere. Det er ren kultur. Så min familie er min mand og mine biologiske børn, min mands børn fra et tidligere forhold, børnenes kærester, kæresters børn fra tidligere forhold, børnebørn fra alle kanter. Og der skal ikke gøres forskel.

“Jamen, det er jo mit rigtige barnebarn”, vil du måske indvende. “Og de andre har jo også en biologisk mormor og morfar og farmor og farfar så må de jo sørge for at give deres barnebarn gaver”. Tja, du kan have ret. Men det ændrer bare ikke ved, at hvis du gerne vil kommunikere, at alle har værdi for dig, uanset hvordan de er bragt ind i dit liv, så er gaver et virkeligt effektivt kommunikationsmiddel.

Start dialogen i jeres familie. Hvilke forventninger har I til de kommende gaver?

Shhh, ikke sig det til nogen. Hemmeligheder. De fleste af os har dem. Hemmeligheder kan være både fantastiske og altødelæggende. De binder sammen og de bryder ned.  De sjove, dem vi griner af, de pinlige og dem vi slet ikke deler med nogen som helst. Måske for at passe på os selv eller en vi har kær.

I mit arbejde møder jeg unge, der hele livet har holdt på en familiehemmelighed om, at den ene forælder drak. Unge, der som barn gjorde alt for at ingen skulle finde ud af, hvad der foregik bag hjemmets fire vægge.

De holder på hemmeligheden af flere grunde. Når man hører deres forklaring, forstår man alt for godt, hvad der drev dem. For når man er barn, er der intet i hele verden, man håber mere på, end at den voksne vil stoppe lige om lidt. Og hvis så man har sagt det ud i hele verden, er det jo unødigt pinligt for den forælder.

Men prisen, disse børn betaler for at opretholde facaden, er utrolig høj.  Og pludselig er de hvirvlet ind i alle løgnene. Og mange står med en følelse af ikke at være god nok: For hvis ens forælder virkelig elskede en, så ville han/hun vel stoppe med at drikke.

Dette aldrig at vide om den voksne er fuld gør, at de er i konstant alarmberedskab. Den usikkerhed, disse børn vokser op under, er enorm skadelig for deres psykiske udvikling. Det får indflydelse på alt, fordi det kommer til at præge barnets personlighed.

Vi skal alle blive bedre til at tale højt om, at der foregår misbrug i alle samfundslag. Så børnene ved, at de ikke er alene. Og så de tør bryde tavsheden og ikke holde på hemmeligheden.

Regeringen barsler med en ny barselsaftale, der betyder, at en del af barslen er øremærket faderen. Det sker efter pres fra EU, der dikterer, at fædre skal have mere barsel. Og nu ser vi så udspillet, der skal klare den udfordring.

Som udgangspunkt ønsker man en ligedeling med 24 ugers barsel til hver forælder. Dog med mulighed for at parterne kan overføre nogle af deres uger til den anden. Men de 11 uger er øremærket eksempelvis faderen. Det betyder i praksis, at hvis faderen ikke ønsker at holde 11 ugers barsel, eller familien ikke har økonomisk mulighed for det, så falder de 11 uger helt væk.

Hvad er så argumentet for et sådan EU direktiv? Udmeldingen er, at formålet er at fremme ligestillingen. Både med hensyn til ligeløn og ligeligt ansvar for at det hjemlige fungere.

Det lyder jo altsammen godt.  Der er bare flere problemer i det. Eksempelvis er det en udfordring, at vi ikke har ligestilling på lønområdet. Så i praksis vil mange familier ikke have råd til, at manden tager orlov. Og hvad sker der så?

Ja, så sker der desværre det, at børnene ender med at betale prisen. For så skal barnet starte i institution, allerede når barnet er 37 uger gammel. Allerede? Vil du måske indvende for: “Dengang jeg fik små børn, da var der kun 3 måneders barsel”.

Og det er sandt. Men der er sket en kulturændring, og i dag er der rigtig mange, der foretrækker, at have deres barn hjemme i længere tid for at kunne amme. Og det er ikke ualmindeligt, at mange vælger orlov i et år.

Er vi klar til endnu en kulturændring? Jeg bliver personligt i tvivl, men jeg er også ret gammeldags. Og selvom jeg er af den overbevisning, at mænd er vigtige omsorgspersoner, så indrømmer jeg, at jeg mener, der er kønsforskelle, vi ikke kan lovændre os ud af.

Jeg ser for mig en masser kvinder, der kommer til at føle, at de går på kompromis med sig selv, hvis de skal tilbage på arbejde efter 37 uger. Det er synd for både mor og barn. Det er næsten for kontroversielt at mene i 2021. Men jeg mener det alligevel. For vi er blevet klogere på, hvor vigtig amning er.

Vil sundhedsmyndighederne så ændre deres anbefalinger. Det anbefales, at børn udelukkende ammes de første 6 mdr.  Fra 6 mdr. anbefales det, at amning suppleres med anden kost, men amningen er fortsat meget vigtig. Aktuelt anbefales det, at modermælk udgør hovedbestanddelen af barnets kost frem til 9 mdr.

Amning er mere end mad. Modermælken beskytter barnet mod sygdomme både på kort og lang sigt og det giver tryghed, samhørighed og velvære. Ligesom amning øger barnets IQ.

Man er ikke en dårlig mor, hvis man fravælger at amme sit barn eller ønsker sig hurtigt tilbage i job. Men jeg vil alligvel tale i mod at lave lovændringer, der presser andre tilbage på arbejde, før de ønsker det.

Tænk, at du fylder 30 år i morgen. Det er slet ikke til at fatte, at det er 30 år siden, du kom til verden. Bum er ikke dit rigtige navn. Du fik kælenavnet af din mormor. Ligesom kælenavnet Æbleblomst. Bum hang ved.

Du blev født i Århus, hvor din far og jeg studerede. Du ville til verden midt i din fars græsk eksamen, så der var ikke megen holden i hånd under veerne, da det i stedet var de græske verber, der kaldte på hans opmærksomhed. Men ud kom du.

Jeg blev totalt blæst bagover af din skønhed, da du første gang blev lagt op til mig. Jeg tvang alle, der var på fødestuen til at sige, at du var den smukkeste baby, de nogensinde havde set.

“Er hun ikke bare den smukkeste?” sagde jeg til din mormor. Hun bekræftede, men sagde så, at det syntes alle forældre jo. “Jo, men de ved jo godt, det ikke passer, men hende her er den smukkeste helt objektivt”, svarede jeg.

Du voksede op og har altid givet anledning til langt flere glæder end bekymringer. Det er en gave, når det er sådan. For bekymringerne slipper vi som forældre ikke for.

På fotoet sidder du og stråler med lille Anna og Karl. Jeg tror, jeg var forberedt på, hvor fantastisk det ville være at blive mormor. Hvad jeg imidlertid slet ikke var forberedt på, var den helt ubeskrivelige glæde, der gennemstrømmer en, når man ser sit barn i forælderrollen.

Det er nok lidt en blanding af stolthed over, at det har jeg faktisk været med til at sikre, at du kan finde ud af. Samtidig er det blandet med en stor beundring af, at du gør det på din helt egen måde.

Jeg vil ikke give dig gode råd med på vejen, nu hvor du runder de 30. Jeg kunne komme med en lang enetale, men det vil jeg undlade. For hvis der er noget livet har lært mig, så er det, at det bedste, man kan gøre, er at handle og ikke så meget snak. Være et godt eksempel som ens børn kan tage afsæt i. Og ellers handler det hele bare om kærlighed og om at give det i rigelige mængder.

Stort tillykke med dagen i morgen min Bum skat.