Seneste indlæg:

Fastfrys gode øjeblikke

Jeg må komme med en indrømmelse. Den nye virtuelle virkelighed kan noget. Swiiip ”Et glas friskpresst appelsin”. Swiiip ”Hjemmebagte boller”. Swiiip ”Foto af glade børn”. Swiiip ”Gaven fra kæresten”. Swiiip ”En buket friske tulipaner”.

Jeg har først selv lige fået det der Instagram. Mine børn har overtalt mig. De kan ikke leve uden. De sidder der og swiiipper på fotos, fra dem de følger. Følger? Follow? Hvor mange followers har du?

Det er kommet frem, at mange af de fotos, vi ser på Instagram, er et udpluk af virkeligheden. Uden for kameralinsen kan det se meget anderledes ud. Rodet på bordet er skubbet til side for at sikre det helt perfekte foto af de smukke tulipaner. Nu deler vi så med omverdenen, hvor fantastisk vores hjem er. Kunstigt? Tja vel er det så. Godt? Skidt? Jeg har i hvert fald været imod.

Der er egentlig noget enestående ved Instagram. Det indrømmer jeg ikke overfor mine børn. Selvom de synes, jeg er forstokket og gammeldags, så fastholder jeg stædigt, at det er spild af tid at sidde der og følge med i andres liv, mens man med fordel kunne komme i gang med at leve sit eget. Jeg indrømmer det altså kun her.

Instagram kan noget.

Instagram fastfryser øjeblikket af noget pragtfuldt. Det hjælper os med at tune ind på det, der har en positiv indflydelse på os mennesker. Instagram er faktisk et godt eksempel på, at vi med fordel kunne blive bedre til at redigere det ubetydelige væk for bedre at få øje på det smukke.

Det minder os om, at vi skal se de skønne tulipaner og ikke kun alt rodet. At vi skal gribe øjeblikket, når kæresten tager sig ud fra sin bedste side. Når ungerne charmerer. Jeg tror på, at det giver hjernen gode påvirkninger at fastholde alt det smukke og efterfølgende dele det med andre.

Drømme

Drømme er til for at blive levet. Bloggen udvider. 2020 bliver et anderledes år her på min Facebook side. Som følger ved du, at jeg hver fredag lægger et nyt opslag op om emner, der tager udgangspunkt i mit eget levede liv. Godt krydret med lidt psykologfaglig viden om børn, unge, forældrerollen, skilsmisse, bonusfamilier og kærlighed til livet og hinanden.

Jeg holder meget af at skrive. Jeg skriver altid, når jeg har fri. Andre strikker eller spiller spil. Jeg skriver. Derfor er det også helt naturligt for mig at skrive om den proces, vi nu kaster os ud i.

Min mand og jeg har i lang tid gået med en drøm. Drømmen om et pusterum i form af et sommerhus. Boligsiden er blevet pløjet igennem de sidste 5 år. Min mand burde stille op i Hammerslag, for han rammer hver gang med meget lille margin og ville slå både hold Øst og hold Vest.

Fanø, Skagen, Blåvand, Henne er blevet studeret nøje, for som jyde er der bare ikke noget som vestkysten. Flere gange har vi taget turen rundt i det sjællandske, og hver gang er vi enedes om, at: Der er alt for mange sten på stranden, der er ingen ordentlige klitter, grundene er for små, husene ligner kolonihavehuse, og det der Tisvildeleje er opreklameret.

Vi har bare også måttet sande, at for at vi skal få brugt et sommerhus i en travl hverdag, så skal det ligge i køreafstand fra København. Derfor har vi købt en grund i – ja Tisvildeleje – og vi glæder os.

Processen kan følges her på min Facebook side. Følg det fra vi har skrevet under på købsaftalen på grunden, og frem til der forhåbentligt står et færdigt hus på grunden med liv, der skal leves.

Det kommer ikke til at betyde et farvel til fredag eftermiddag kl.14:37, hvor der fortsat vil blive lagt et opslag op om det moderne familieliv.

Det bliver et tillæg. Ord, der kommer til at leve deres eget liv, og som gerne skulle kunne give spændende inspiration til dig om, hvordan man kan gøre drøm til virkelighed.

Januar gå nu væk!

Tømmermændene har lagt sig. Den sidste gæst er gået. Forude truer den lange januar måned. Hadet af mange. For januar er både urimelig lang og ofte kold. Væk er decembers hygge og forventningsglæde. Pengene er brugt og alle gaver delt ud. Måske de også er byttet igen. For efter julen følger uger med udsalgsgult.

Det eneste, der er tilbage, er overtræk og overvægt.

Januar er dage med gråt i gråt. Med regn, sjap og blæst. Forkølede unger og bristede nytårsfortsætter. Jeg prøver at tænke frem i tid. Lige om lidt er det forår. Lige om lidt er det sommer. Kunne tiden venligst speede lidt op. Men nej, januar speeder netop ikke op. Januar har sat sig for at gå langsomt.

For januar er netop noget andet. Noget andet end forår og forårsfornemmelser. Noget andet end sommer med sol, solbrun hud og vin på terrassen. Noget andet end efterår og smukke træer klædt i efterårsdragt.

Januar er god tid og ro.  Januar er dage med mørkning. Jeg elsker den særlige tid på dagen, hvor lyset må vige for mørket. Januar er lange weekender under dynen og lov til ikke at gide stå op. For alle kan forstå, du ikke orker det vilde sådan en januardag. Så ingen vil kalde dig doven.

Januar er at stå på Islands Brygge sådan en råkold aften og bare stirre på alle lysene i lejlighederne og forestille sig det liv, der leves derinde i varmen. Stearinlys der tændes og folk, der kryber tæt sammen. Ser deres yndlingsfilm, strikker eller læser i en bog.

Og nok så vigtigt – januar er tid til eftertanke. For der står et helt ubrugt år foran dig. Januar er tid til at se tilbage og tid til at se frem. Og nu er der kun 28 dage tilbage.

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk

Mål og retning

Det lakker mod enden. Det er snart nytår. For mange af os er det en tid til at gøre status. Vi kigger tilbage på året, der er gået og ser frem mod et nyt år. 365 ubrugte dage står foran dig.

Forestil dig, at du gerne vil ændre ting i dit liv. Jeg vil gerne invitere dig til at lave en lille øvelse. Find din mobil frem. Opret en note i din smart phone. Skriv her som overskrift – En skønne dag vil jeg….. Skriv nu 5 ting ned, som har betydning for dig at komme i mål med.

1.

2.

3.

4.

5.

Hvad er det allermindste, enkleste og letteste skridt du kan tage i løbet af de næste 24 timer, der vil føre dig en lille smule tættere på dit mål?

Rigtig godt nytår!

Bio og bonus jul

Julelysene tændes snart i børnenes øjne. Hvad mon der er i gaverne? Og hvornår må vi lukke op? Vi forsøger at lære børnene, at gaver ikke betyder noget, men det er løgn. Inden længe starter en kamp mellem biologi og kultur.

Gaver til jul er blevet en kompliceret affære med de nye familieformer og mange medlemmer. Mange oplever det som et sandt mareridt.

Hvis vi mener noget med det, når vi vil bilde børn ind, at gaver ikke betyder noget, så skal vi starte med selv ikke at lave forskel. Vi kommunikere helt vildt hvert år gennem gaver.

Jeg oplever ofte børn, der kan fortælle, at fars nye børn med den nye kone fik nogle meget flottere gaver, end de selv gjorde. Hvis vi tror, børnene ikke ser det, så er vi naive.

Nu kan mange sikkert godt blive enige om, at ovenstående eksempel ikke er i orden. For her er det tidligere biologi op imod ny biologi. Men hvad så når det kommer til slåskampen mellem biologi og kultur? Mon vi så også er enige?

For selvfølgelig skal min datters kærestes børn af et tidligere forhold “have en lille ting, men da selvfølgelig ikke så stor en ting som mit rigtige barnebarn”. Eller hvad?

I de tider vi lever i, mener jeg dybest set slet ikke, det giver mening, at tale om familie som en biologisk konstruktion længere. Det er ren kultur. Så min familie er min mand og mine biologiske børn, min mands børn fra et tidligere forhold, børnenes kærester, kæresters børn fra tidligere forhold, børnebørn fra alle kanter. Og der skal ikke gøres forskel.

“Jamen, det er jo mit rigtige barnebarn”, vil du måske indvende. “Og de andre har jo også en biologisk mormor og morfar og farmor og farfar så må de jo sørge for at give deres barnebarn gaver”. Tja, du kan have ret. Men det ændrer bare ikke ved, at hvis du gerne vil kommunikere, at alle har værdi for dig, uanset hvordan de er bragt ind i dit liv, så er gaver et virkeligt effektivt kommunikationsmiddel.

Start dialogen i jeres familie. Hvilke forventninger har I til de kommende gaver?

Se mere på https://psykologenpaabryggen.dk

 

Selvværd og selvtillid

En af mine yndlingsklienter er kun 9 år gammel. Han kan sige tingene så rammende, at jeg bliver blæst helt bagover. Sådan skete det forleden. Han var dagens første klient, og jeg havde knap fået søvnen gnedet ud af øjnene. Jeg skal love for, at han fik vækket mig lige der et sted mellem 7:40 og 7:45.

Han så på mig med et undrende udtryk: “Jeg forstå det ikke”, sagde han. ”Hvorfor er man ikke god nok, som man er? Jeg skal hele tiden være den bedste både i skolen, til fodbold og til alt. Det er så irriterende”. De sidste ord fik ham til at græde, så det var tydeligt, at her var meget på spil følelsesmæssigt.

Selvværd knytter sig til væren, og selvtillid knytter sig til performance. Du kan altså godt have masser af selvtillid uden nødvendigvis at have selvværd.

Barnet ved slet ikke, at man kan være dygtig til at spille bold og til at score mål. Det oplever bare glæden ved at løbe rundt og måske have det sjovt med andre. Ret hurtigt lærer barnet imidlertid, at det kan få anerkendelse for sine evner derude på fodboldbanen.

Der er stor forskel på, om man siger til barnet: “Wauv, hvor var det skønt at se, at du hyggede dig og var opmærksom på at spille til de andre”. Eller man siger “Wauv, du spiller godt og scorer mange mål”. Det sidste måske endda med en ekstra motivations faktor som at: “Du får 5 kr. for hvert mål, du scorer”.

Selvværd handler om at have en grundlæggende tro på, at man er god nok, præcis som man er. Uanset om man scorer mål, piger eller fede jobs. Hvis selvværdet ikke er solidt funderet, prøver vi at kompensere ved at være dygtige.

Nuet

Barnet lever i nuet. Når vi bliver ældre udvikler vores hjerne evnen til at tænke frem i tid og tilbage i tid. Det er en vigtig evne, for det er det, der gør det muligt for os at lære af fortiden og sætte planer for fremtiden. Bagsiden af medaljen er, at vi kan risikere at hænge fast i fortiden og lade os trække ned af ting, der er sket, eller vi bekymrer os overdrevent om tiden, der skal komme.

Og i mellemtiden går vi så glip af nuet. Og for at man kan opnå glæde, så forudsætter det, at man er fuldt tilstede. Prøv når du er igennem denne blog at bruge et øjeblik på at øve dig i at være i kontakt med nuet. At være fuldt til stede.

Jeg vil invitere dig til at lave en lille øvelse. Sørg for at du sidder behageligt. Tryk dine fødder ned mod gulvet og mærk gulvet under dig. Læg mærke til hvordan du sidder. Se dig omkring i rummet og læg mærke til, hvad du kan se. Læg mærke til hvad du kan høre og læg mærke til, hvad du kan smage i din mund. Luk øjnene og ret din opmærksomhed mod dit åndedræt- en helt naturlig proces der foregår helt af sig selv. Tag nu et par dybe indåndinger og mærk, hvordan lungerne straks fyldes af luft, når du har presset alt luften ud. Måske din bevidsthed forsøger at lokke dig et andet sted hen, men prøv  at forblive her tilstede. Læg mærke til, hvad der sker lige her og nu.

Når du om lidt skal have din eftermiddags kaffe med sødt, så læg mærke til smagen af chokolade i din mund. Når du kommer hjem, så læg mærke til duften af din mand. Læg mærke til krammet fra dit barn. Ved aftenbordet så læg mærke til smagen af veltilberedt mad. Når du sidder i sofaen efter middagen så læg mærke til varmen fra din elskedes hånd. Lyden af dit barn der sover og trækker vejret.

Jeg vil gerne minde dig om, hvor meget rigere livet er, når vi er bevidst nærværende.

Barndommens gade

Hvem er jeg, og hvorfor står jeg her. Jeg er fra Herning. Hvor f….. er Herning? Jeg er født på Falkevej. Ja, det er sandt i bogstavligste forstand. Jeg er født hjemme, lang tid før det var populært at være i tæt kontakt med det naturlige. Fordi min mor på mange måder var foran for sin tid.

Når jeg tænker tilbage, ser jeg en stærk kvinde. En alternativ kvinde. Vi var vegetarer, inden nogen kunne stave til vegetar. Vi have ugentlige grøddage. Hun realiserede sig selv og gik ikke hjemme som “man” skulle, men gik på arbejde.

Derfor var vi børn også i en tilstand af frihed. Det var før fritidshjem var opfundet så i det vakuum, der var mellem skole og “mor kommer hjem”, var der “fri leg”. Nogle gange er det nostalgien der vinder, når jeg ser tilbage.

Wow, det var fedt at være der i en tid uden overvågning. Ingen forældre, der fik notifikationer og kunne følge med og se, hvor vi var.

Men det var også en tid, hvor jungleloven herskede. De andre unger i kvarteret og os fra Falkevej lå nemlig i krig. Som en spejling af den voksne verden. Vi have ingen bomber, men vi havde reb og kløpulver.

Det var før mobil, så hvordan vi vidste, hvor og hvornår vi skulle mødes for at kæmpe, ved jeg faktisk ikke. Men vi mødtes alligevel i en kamp om ære. For var Mågevænget, Svanevænget eller os fra Falkevej de sejeste “on the block”.

Jeg ved, at jeg lod som om, jeg var sej. Det var nødvendigt. Jeg have nemlig en følsom lillebror, og jeg var storesøster. Så jeg var forpligtet til at slå først. Og det gjorde jeg.  Ikke kun i kampen mod parallel vejene, men i det hele taget.

Ned i sandet med dig kammerat. Ind med kløpulver. Jeg vinder og du taber. Men om natten kom monstrene. Legetøjet forvandlede sig til ham den store fra Mågevænget, og han fangede mig og gav mig kløpulver.

Hvem er du? Og hvorfor står du her?

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk

 

Tiltideværelse

Forestil dig at du står og snakker med en ven på gaden. Pludselig er der en, der prikker dig på skulderen. Hvad gør du? Du vender dig om og genkender en, du kender og hilser glad og overrasket. Falder lidt i snak. Også selvom det betyder, at du for en stund afbryder samtalen med din ven. Det ville være uhøfligt ikke at lade sig distrahere, når en du kender prikker dig på skulderen.

Det er præcis det samme, der er på spil for det unge menneske, når der midt i familiemiddagen tikker en sms eller snap ind. De bliver prikket på skulderen, og det ville være uhøfligt ikke at reagere.

Min generation er sammen i rum. Dem, vi sidder eller står sammen med lige nu og her i dette rum, er dem, vi er sammen med. Det kalder vi for tilstedeværelse. Sådan fungerer det ikke for den yngre generation. De er sammen i tid. Tiltideværelse over for vores tilstedeværelse.

Det har jeg ærlig talt meget svært ved at forstå. Jeg øver mig i ikke at lyde som en sur gammel  kone, når jeg beder mine unger lægge mobilen. “Her har jeg stået i køkkenet en hel dag”, vrisser jeg. Lige der midt i culotte, bearnaise og hasselback støder to slags nærvær sammen med sådan et brag. Den i rum og den i tid.

Tidligere krævede det fysisk tilstedeværelse, for at man kunne være sammen. Det har mobilen vendt op og ned på. Man behøver ikke længere være fysisk sammen for at være sammen. Og ligesom jeg føler mig og min middag nedprioriteret, når mine børn svarer på en besked, så vil afsenderen af beskeden føle sig nedprioriteret, hvis ikke der bliver svaret.

Og når så jeg bruger al min  autoritet og siger: “Læg så den mobil væk”, så svarer det til, at nogen sagde til mig: “Skrub ud herfra”.

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk

Accept er en svær størrelse

Rigtig mange af mine klienter kommer til mig med et ønske om at  lære at acceptere deres livsvilkår. Acceptere at de har fået et handicappet barn. Acceptere at de har en alvorlig kronisk sygdom. Acceptere at de har mistet under voldsomme omstændigheder.

Hvad betyder accept for dig, spørger jeg. Mange svarer overraskende, at de gerne vil lære at se det positive i at være ramt. “For jeg skal sikkert lære et eller andet af det”, svarer de. “Måske jeg har fortjent det?”. De søger en mening. Mange voldsomme følelser kommer i spil, når vi mennesker rammes i livet.

Accept i behandlings øjemed er en lidt anderledes størrelse. Her siger man ikke “ja tak” til, at man er ramt. Man forsøger ikke at finde mening, for meget er meningsløst. Og lad os slå fast med det samme. Vi rammes ikke efter fortjeneste.

Målet med behandling er, at man lærer at bære på de smertefulde følelser i stedet for konstant at være i kamp med dem. I stedet for at ville have angsten, vreden, sorgen til at forsvinde, går behandlingen ud på en accept af, at følelserne er der, og at de er intense og ubehagelige.

At have smertefulde følelser er normalt. Det hører med til at være menneske. Og vi kan ikke fjerne det smertefulde uden samtidig at fjerne evnen til at elske og holde af. At have smertefulde følelser, når man er ramt i livet, er derfor helt naturligt.

Mærk smerten lige nu og læg mærke til, hvor den føles mest intenst i din krop. Prøv nu at lægge din hånd på det sted. Forestil dig at det er en magisk og helende hånd, der kan fylde det smertefulde sted med en dejlig varme. Ikke for at fjerne smerten men for at holde let om den. Du behøver ikke kunne lide følelsen, men prøv alligevel at tillade den at være der.

Målet bliver derfor ikke at lære at tage sig sammen.  Accept vil sige at lære at lade vores svære tanker og følelser være, uanset at de kan være ubehagelige. At give dem lov til at være der og ikke længere kæmpe mod dem.

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk