Seneste indlæg:

Uge sex

Blog om familieliv lægger et ekstra blogopslag op på en kedelig mandag i anledning af, at det er uge sex, hvor fokus i år er på grænser.

Det er afgørende vigtigt, at børn og unge får lært at man godt kan være cool ved at sige STOP, når man mærker at ens grænse overskrides.

Der er en anden grænse, jeg med dette blogopslag omvendt håber flere vil overskride. Nemlig den grænse mange forældre tilsyneladende oplever i, hvad de kan blande sig i omkring deres børns og unges liv på de sociale medier. Her synes jeg, flere skal blande sig mere, også selvom det kan opleves grænseoverskridende at skulle gøre for en generation, der er vokset op i brevhemmelighedens tidsalder.

Vore børns relationer er blevet digitaliserede, derfor er børn mere på nettet, end vi selv er og nogensinde kommer. Man skal tidligt etablere en kultur, hvor opførsel på nettet er noget, man snakker om, og noget som de voksne blander sig i.

Mange børn og unge oplever at få deres grænser overskredet. Og mange kan slet ikke mærke, hvor deres grænser er. Kroppen er blevet et objekt. Sanseligheden har trange kår. Det handler om at vise frem. Vise sine private dele frem og sågar dele foto på de sociale medier af ens mest private dele.

Ikke alene er der sket et skred i, hvad vi viser frem. Måden vi gør det på er også skræmmende. Jeg møder ofte piger i min konsultation, som har sendt meget intime og private fotos af sig selv til en kæreste, og som, da forholdet er afsluttet, har måttet leve med, at billederne er blevet delt på de sociale medier.

Andre lægger nøgenfotos og videos op af sig selv af egen fri vilje. Måske efter gruppepres og i hvert fald i et forsøg på at vinde status. Grænser bliver overskredet.

Vi kan ikke overvåge dem. Men det er vigtigt, at vi lærer vores børn tidligt, at det er okay, at vi som forældre »kigger« med. Det skal være legitimt, at vi som forældre spørger ind og undersøger, hvad de laver, når de er online.

 

At bære sit kors

Det bedste, jeg vidste som barn, var, når jeg lykkedes med at gøre mig usynlig, når mine forældre havde venner på besøg. At betragte dem sådan lidt på afstand og så bare lytte.

Jeg havde en bestemt teknik, hvor jeg holdt mig på en afstand, hvor jeg kunne være med på en lytter, og hvor de omvendt troede, jeg ikke kunne høre, hvad de talte om. Usynlig.

Jeg har overhørt mange snakke der fra intetheden, som jeg har suget til mig. De voksne brugte ord, jeg ikke altid forstod betydningen af, men det gjorde det ikke mindre spændende. Bare sidde der og lytte.

Min mor havde en veninde, som jeg elskede. Hun ligner Susse Wold og er selvsagt gudesmuk. “Er I bedste veninder?” spurgte jeg hende. Der er nogle år, hvor man som pige går ret højt op i den slags. “Hahaaa, det kan du bande på”, svarede hun, mens hun klaskede sig på låret, virrede med hovedet og spærrede øjnene op så intenst, at jeg følte mig som jordens heldigste. Tænk, at min mor var “bedste veninde” med en, der var så smuk og sej og næsten bandede.

Jeg husker min mors forfærdede blik en dag jeg kom hjem fra skole. Hun viste mig et foto fra Herning Folkeblad med en total smadret bil, og jeg forstod i det øjeblik, hvad hun forsøgte at fortælle mig, men som hun ikke kunne få over sine læber. Jenny var kørt galt. Og det var meget alvorligt.

Jeg husker det som om, at hun fortsatte med at have sit karakteristiske grin men min fornuft siger mig, at det må have været væk i en lang periode. Heldigvis forstod jeg slet ikke alvoren i alt det, der skete.

Så skete der noget særligt en af de der viduderlige aftner, hvor Jenny var på besøg. Jeg havde gjort mig usynlig og lyttede med.

Hun fortalte en fortælling. Man ville måske lidt højtidleigt kalde det for en lignelse. En gruppe mennesker kom gående bærende på hvert sit kors. Det var tungt, kunne man se. På et tidspunkt får de lov at holde et hvil og lægger alle deres kors i en stor bunke.

Lederen beslutter, at efter deres hvil må de vælge sig et andet kors at gå videre med. Gæt hvad de gjorde?, spurgte Jenny. Hun svarede selv.

Alle valgte deres eget kors. For det kendte de tyngden af.

STOP tiden

Under hashtags som #mit guld, #min prinsesse og #stop tiden, fortæller nybagte forældre om alle successene ved at være blevet forældre. Om det er Facebook, Instagram eller Snap, så har alle medier det til fælles, at de dyrker glansbilledet.

Mine unger- biologiske såvel som bonus – sad og jokede med den tendens, der har bredt sig inde på de sociale medier om, hvor hyggeligt et barselsliv er med overskud og perfekt forældreskab.

Ikke et ord om at #mit guld og #min prinsesse kan være mere end en prøvelse, og at der er dage, hvor man har lyst til at sige op som mor, og hvor ens barn er øretæveindbydende eller bare kedeligt at tilbringe tid sammen med. For ikke at nævne, at man er døden nær, fordi man igen igen ikke har fået sovet.

“STOP tiden” hvinede de, mens de var ved at omkomme af grin. Og jeg grinede højest.

Og helt ærligt, så er der udenfor de sociale medier dage, der byder på alt andet end hyggelige slentreture  med barnevognen, og hvor tiden kun går for langsomt.

Så skete der det, at min bonus datter fik en lille pige.

Hun er så bedårende, smuk og dejlig. Hun er familiens første lille baby og alle elsker hende. Så lille og fin ligger hun der og kigger med sit klare blik og næsten suger dig ind. Helt stille betragter hun verden med det særlige, udforskende blik som kun babyer besidder.

“Lille prinsesse”, hvisker jeg svagt. Straks slår jeg mig selv oven i hovedet, for jeg har tidligere blogget om det problematiske i, at en hel generation af prinsesser er ved at oversvømme landet.

Jeg kigger på hende igen. Og så får jeg lyst til at råbe ud i hele verden: STOP tiden.

Men lad mig så ved samme lejlighed stoppe myten om det perfekte. Og lad os være enige om, at der også i et forældreskab er meget, der er svært. Men hold nu op, hvor er det fantastisk.

Alene i sorgen

“Gid nogen turde gå med mig ind i mørket”, sagde hun. Hun fortalte om en fortælling, der havde gjort stort indtryk på hende.

En dreng har mistet sin mor. I sin totale afmagtsfølelse sidder han under bordet og nægter nogensinde at komme ud igen. Faderen sætter sig ind under bordet til ham. Der sidder de sammen stille for en stund. Og så taler de lidt sammen. Faderen får til sidst sin ulykkelige søn med ud og sammen kan de igen være i det svære.

Hvad er det helt præcist denne far gør?

Han går med ind i mørket. Havde han kaldt på drengen eller hevet i ham, havde han kun mødt modstand. Havde han lokket med is og andre lækkerier, havde han kun mødt modstand. Havde han sagt, at de kunne lave noget sjovt sammen, hvis han kom ud, ville han kun møde modstand.

Men ved at gå med ham ind i sorgens rum, får han løst op for den altomsiggribende sorg. Fordi de deler det svære. Han går med ind i mørket.

Hun gad godt, at nogen i overført betydning satte sig under bordet med hende.

Nogle valgte at overse, at hun sad der under bordet. Eller de forsøgte at lokke hende ud fra mørket med deres: “Ej, hvor han udvikler sig flot” og “Hvor er det et mirakel, at han har overlevet”.

Det var deres elskede barn, der fik disse ord med på vejen. Ord til trøst .

I stedet efterlod det hende i en ubeskrivelig alenefølelse. Og tilmed med dårlig samvittighed. For hun følte sig utaknemmelig over ikke at kunne glædes på trods.

Bevares hun elskede sin søn. Han var bare også en kilde til stor sorg. En forbudt sorg følte hun.

Alle der kom forbi og så hende siddde der under bordet i al sin tristhed hev og sled i hende. “Kom nu ud”. “Her er nok at glæde sig over”. “Se, det skal nok gå alt sammen”.

Ingen gjorde som faderen i den smukke fortælling og satte sig ved siden af. Gik med hende ind i mørket for at dele alle de svære følelser og tanker.

Cool Kids

Kender du det, at der er dage, hvor man bliver ramt lige i hjertet af glæde og stolthed over at være vidne til noget fantastisk?

Vi har netop afsluttet det seneste gruppeforløb for børn, der kæmper med angst. Tolv ugers hård træning. Alle fik et diplom og en T-shirt med påskriften : One of the coolest kids in town

For hold da op, hvor har de været seje. Alle, der har prøvet at blive ramt af et angstanfald, ved, hvad det kræver af mod at konfrontere angsten.

Når vi tænker, at der er fare på færde, oplever kroppen angst symptomer. Også selvom der ingen fare er. Vi tror det, og den begynder derfor at udskille hormonet adrenalin, som bringer kroppen i en kamp eller flugt tilstand.

Skide smart, hvis nu vi skulle væk i en fart. Rigtig invaliderende, når der reelt  ingen fare er. Vi har lavet en tankefejl. Tolket forkert og vupti er der gang i hele kroppen.

Adrenalinet påvirker dit hjerte, så det banker hurtigere. Puls og blodtryk stiger. Blodet strømmer til musklerne, så de vokser og føles spændte. Adrenalinet sørger også for, at du begynder at svede. Genialt hvis kroppen skulle holdes kølig i kampens hede.

Vejrtrækningen bliver hurtigere, fordi hjertet har travlt med at sende mere ilt rundt i kroppen. Når du hyperventilerer udånder du større mængder CO2 og blodets surhedsgrad påvirkes, og du får en prikkende fornemmelse i  fingre, øreflipper og kinder. Måske bliver tunge og mund følelsesløse.

Du bliver ør i hovedet og måske helt svimmel, så du kan blive nervøs for, om du er ved at besvime. For at have energi til at komme væk fra faren sparer kroppen på ressourcerne og holder op med at danne spyt. For at spare på energien sættes også fordøjelsen i bero, og du får måske kvalme. Nogle får tynd mave.

Det er faktisk kun naturligt, at man vil forsøge at undgå situationer, der fremkalder angsten. Men for at slippe af med angsten skal man gøre præcist det, man ikke har spor lyst til.

Derfor var det stolte børn og forældre, der gik hjem igår eftermiddag. Og børnene får et bedre liv.  Et liv, hvor de igen kan gøre ting, som de synes er sjove.

Skilsmisse

Godt nytår alle sammen! At tage hul på et helt nyt år giver de fleste et behov for refleksion over sit liv. Hvor står jeg, og hvor er jeg på vej hen? Og skal jeg fortsat gå sammen med dig, eller er vi bedst hver for sig?

Hvad blev der af kærligheden, accepten og overbærenheden. Er den røget ud med travlhed, karriere og kravet om at være den perfekte familie?

Lige efter nytår topper antallet af par, der går fra hinanden. At det lige præcist sker nu, er sikkert fordi, nogle har aftalt at stå igennem julen for børnenes skyld. For hvem har lyst til at ødelægge julefreden. For andre har de mange fridage sammen gjort, at de har fået nok og siger stop. Færdig med dig. Bristede forventninger og konflikter, der har hobet sig op, slår ud i lys lue.

Selvfølgelig er det ikke dagene med juleferie, der er de afgørende. Selv en nok så kikset jul med sveden and, gaven med undertøj i forkert størrelse og svigermor, der drak for meget kan ikke ødelægge et grundlæggende godt forhold.

De par, som ender med at gå fra hinanden nu først i det nye år, er par, der i forvejen har skubbet konflikter ind under gulvtæppet i alt for lang tid, fordi de ikke har orket at tage dem op i en travl hverdag. Skal man pege på en enkelt faktor, så er det manglende kommunikation, der er synderen.

Vi forstår simpelthen ikke hinandens måde at kommunikere på. Vi er for dårligt udrustede til det. Næsten halvdelen af alle par ender med tiden med at blive skilt.

Mange siger, at det er blevet alt for nemt at blive skilt i dag. Måske sådan rent teknisk. Men det er svært. Så hvis I vælger at blive sammen og ikke vil ende i skilsmissestatistikken, så skal der kommunikeres. Der står nu et helt ubrugt år foran Jer.

Så lad 2019 blive året hvor dialogen og dermed kærligheden vil blomstre. Start med at sige højt, hvad du gerne vil have mere af og hvad du ikke vil finde dig i.

Mig og mit klædeskab

Nu skal jeg altså have ryddet ud i mit skab, siger jeg ligesom for at holde mig selv fast på det hensigtsmæssige i, at aflevere det til genbrug jeg alligevel aldrig går med.

Kan vi ikke lave den aftale, at du hver gang du køber nyt, så smider du et stykke til genbrug, forsøger min mand sig.

Jeg siger “jo”for ligesom at få fred, mens jeg inderst inde godt ved, at det er skudt langt over mål. Hvis vi lige skal forventnings afstemme her, så vil jeg sige, at en 1:10 ordning er  mere realistisk .

For det er jo ikke bare tøj. Og nej, jeg ved godt, det ikke er moderne mere, og at jeg aldrig kommer i det igen, men det har en historie .

Det er en del af min historie.

Hold nu kæft, hvor så jeg smart ud i de bukser – engang – tænker jeg og holder de gamle yndlingsbukser op foran mig, så jeg kan se dem i spejlet. Det er som at gå ind i en tidsmaskine. Wruuum, og jeg er pludselig tilbage til den der fede fest, og jeg mindes.

Min dejlige trøje med camouflage tryk og guldvinger på ryggen er så forvasket, at jeg slet ikke kan være bekendt at tage den på. Men jeg gør det alligevel. For jeg elsker den, og den skal aldrig ud.

Tøj er fyldt med fortællinger. De er vævet ind i stoffet. Det er som om de dejlige minder vælter frem ved gensynet.

Jeg genkalder mig følelsen af at bære mine grønne garbadine kassebukser, som min mor selv syede, da jeg var 9 år gammel. Jeg havde ønsket mig dem mere end noget andet, og de var helt perfekte. Jeg havde dem på så ofte som muligt, indtil de var pinligt for korte.

Skal jeg lige komme ind med en sæk?, spørger min mand. Det er ikke nødvendigt. Der er ikke noget, der skal til genbrug denne gang.

Bukserne lægges sirligt sammen, ligesom alt det andet jeg heller aldrig kommer til at gå med igen. Måske du også bliver ramt af ren nostalgi ved gensynet med dine gamle klude?

Vi lever videre

Vi kan være bange for at glemme, den vi har mistet. Og det gør vi. Jeg husker de første gange, hvor jeg ikke længere kunne genkalde mig duften af min mor. De præcise konturer i hendes ansigt. Måden hun gik på.

Jeg havde ellers  i lang tid forsøgt at fastholde de fysiske erindringer ved at gå i hendes tøj. Købte den parfume hun altid brugte i forsøget på at holde hende tæt på . Når jeg kigger på foto fra dengang er jeg iført tøj, der slet ikke passer til min alder.

Men jeg var nødt til det,  for jeg følte, det var det eneste, jeg havde tilbage.

Og pludselig duftede det ikke længere af hende,  men bare af mig selv.

Det var skræmmende.

MEN vi mennesker er andet end det fysiske, som vi mister grebet om. Dem, vi har mistet, lever videre gennem fortællinger.

Vi bliver til gennem fortællinger, og vi lever videre gennem fortællinger. 

Juleaften sætter jeg mig og stirrer ind i lysene på træet. Minderne pibler frem. Ikke kun om min barndomsjul, men om alle de betydninger min mor nåede at få for mig.

Og jeg føler, hun er nærværende. Det er som om, jeg kan kalde hende frem gennem fortællingerne.

Jeg tror, det er sådan for rigtig mange, at det særligt er i julen, vi mærker savnet. Savnet af dem vi har mistet.

Da føles det godt at kunne mærke nærværet. Så lad fortællingerne blive levende, når vi inden længe sætter os til julebordet sammen.

Vi kan jo begynde med et: Kan du huske…

Skilsmisse jul

Julen er en tid med hjertevarme, traditioner og magi. Og intet er så fantastisk som strålende forventningsfulde barneøjne.

Men hvad så når det flettede julehjerte skal deles midt over, fordi far og mor ikke længere kan holde jul sammen?

Julen er ikke kun pakket ind i juleknas og gaver, men også konflikter og bristede drømme.

Min jul og dit nytår.

Mine børn er så voksne at den med nytår ikke holder. Den fejres med venner. Men det er “min jul” i år, og det er bare den bedste jul, tænker jeg helt egoistisk. Men selvom de er voksne, ved jeg, at deres tanker går til deres far juleaften.

Det gælder endnu mere for det mindre barn. Barnet vil uværgeligt  savne den forælder, som barnet ikke skal fejre julen med i år. Løsningen er ikke at holde jul sammen for børnenes skyld.

Men tag voksenansvar.

Det er vigtigt at turde vedkende sig, at barnet savner den forælder, det ikke er hos. Og tal åbent om det.

Ofte er vi som forældre så forbandet løsningsorienteret, og hvis barnet giver udtryk for savn, vil vi så gerne lige fixe det. ”Tegn en tegning til far”, ”Du kan måske ringe” eller “Husk, du får fine gaver”.

Vi kan slet ikke lide, hvis vores børn er kede af det og vil helst trøste det væk. Og ofte undgår vi at tale om det svære.

Faktisk kan den bedste løsning være bare at rumme den svære følelse af savn. Anerkend barnets følelser.

”Ja, jeg forsår godt, du savner far lige nu. Kom her og få et klem”.

Barnet kan også være optaget af bekymring for den forælder, de ikke fejrer julen med.

Hvis det ikke er din tur til at fejre julen med børnen, har du også et vigtigt ansvar. Signaler, at du kan glæde dig på barnets vegne, så barnet kan have lov at glæde sig uden dårlig samvittighed.

Rigtig mange løser dilemmaet med “din og min jul” ved at indføre en ekstra juleaften. Selvom mine børn var voksne, da jeg blev skilt, skyndte jeg mig at indføre en erstatnings jul den 23. december.

Der er kun er én juleaften om året, og det kan der ikke ændres på. Julen tillægges jo netop en særlig værdi, fordi der kun er én af den. Og ved at indføre flere juleaftener forsvinder magien.

Det er vigtigt, at børnene ved i god tid, hvad de skal hvornår og med hvem.  Og lad os så håbe vi får en glædelig jul store som små.

 

Manden der har alt

Hvad stiller man lige op med mænd og julegaver? Det er altså ret trist år efter år at høre: “Jamen jeg ønsker mig ikke noget. Jeg har jo alt”. Eller den mere udspekulerede udgave: “Når bare jeg har dig, kan jeg ikke ønske mig mer”.

Hallo, det er ikke ligefrem den nemmeste opgave, I giver os med en sådan udmelding. Og presser man en ekstra gang, fordi der altså også er en flok unger, der gerne vil finde på noget, så kommer det værste svar: “Jeg kan da altid bruge nogle nye underbukser eller en god bog”.

Det er ret fascinerende, så forskellige vi kan være på det punkt. Jeg har selv en meget lang ønskeliste hvert eneste år.

Jeg ved godt, at julen ikke handler om gaver, og at det er Jesus fødsel, vi fejrer. At julen for nogle er ved at drukne i et gaveorgie. Og ja, julen er hjerternes fest.

Gaverne er nu heller ikke at foragte. Bare lige en lille ting.

At give en gave, til dem man elsker, er en fantastisk følelse. Faktisk holder jeg mindst ligeså meget af at give gaver som af at få. Med en gave giver man lidt af sig selv.

Og det er bare lidt rarere at kunne give noget, man har en forhåbning om, vil kunne glæde den anden. Gaver knytter mennesker sammen, og er noget meget fundamentalt i måden vi indgår i relationer på.

Vi giver gaver, til dem vi er forbundet med for at tydeliggøre relationen. Der lægges kærlighed ned i gaverne.

Så min mand ved jo udmærket godt, at jeg vil gøre mit absolut bedste for at finde en gave, han blir glad for.

Så hvad giver man, “Manden, der har alt”?