Seneste indlæg:

Udgivet den

Barn i en terrortid

Hvad stiller man op som forældre i disse tider, hvor terror truslen er mere reel end nogensinde tidligere? Hvad siger man til sine børn? Hvad er mest hensigtsmæssigt?

Det er et svært spørgsmål. Som forældre har vi en helt naturlig beskyttertrang over for vores børn. Vi ønsker for dem, at de må vokse op uden at skulle gå at bekymre sig og være bange. Sådan er virkeligheden bare ikke længere.

Virkeligheden er skræmmende. Som forældre kan vi let føle os magtesløse. For hvad skal man stille op, når barnet kommer og giver udtryk for at være bange for, at terrorister slår dem selv og hele familien ihjel. Jeg tror, langt de fleste forældre ikke aner, hvad de skal stille op med sådanne spørgsmål.

Vi lever i en tid, hvor nyhedsstrømmene er voldsomme. Da jeg var barn, var det begrænset, hvad vi fik indblik i omkring ufred i verden. Mine forældre så TV avisen efter, at jeg var lagt i seng. Jeg sov trygt og godt, mens de voksne vagtsomt fulgte med under Cuba krisen.

Det er meget anderledes i dag. Voldsomme billeder af børn og voksne, der desperat løber for deres liv fylder vores stuer. Og selvom vi forsøger at undgå, at børnene ser med, kan det være svært.

Hvad svarer man så, når ens barn ikke kan falde i søvn på grund af ængstelse?

Ofte tror jeg, vi kommer til at svare: Bare rolig skat. Det sker ikke her, hvor vi bor.

Det er desværre ikke sandt og som altid, når vi gerne vil trøste noget væk, så har det den stik modsatte effekt.

Vores hensigt er, at barnet skal stoppe med at bekymre sig. I stedet får vi signaleret, at det her kan vi ikke tale om. Barnet lades alene med sine tanker og bekymringer, og katastrofetankerne vokser sig større inde i barnets hoved.

Prøv i stedet at spørge dit barn: Hvad gør dig bange? Hvad kommer du til at tænke på? Hvad kan jeg gøre for, at du skal være mindre bange? Hvad plejer at hjælpe dig, når du bliver bange?

Tommerfingerregel nummer 1 : Du skal lytte mere, end du taler. Børn forstår ting meget anderledes end voksne. Sørg for at få vished for, hvad barnet reelt spørger om. Overdyng ikke barnet med informationer, men svar åbent og ærligt på barnets spørgsmål.

Brug for hjælp https://psykologenpaabryggen.dk

 

Udgivet den

Vi skammer os alle sammen

SKAM er igen i gang. Nu med sæson 4. Og jeg elsker det. Men hvad er det lige, helt almindelige norske unge kan sige en gammel kvinde som mig?

Udover at serien behandler temaer, som er aktuelle til alle tider: ”kærlighed”, ”misundelse”, ”had”, ”venskab” og ”sammenhold”. Og udover at karaktererne er genkendelige som: ”hende den populære” ”ham alle vil have”, ”den kiksede”, ”den naive” og derfor altid vil sige os noget på tværs af generationer, så hæfter jeg mig især ved udsendelsens navn: SKAM.

Vi lever i en tid, hvor vi alle skammer os. Skammer os over parforholdet, evnen som forældre, kroppen, vores manglende overskud. Kort sagt: vi skammer os over ikke at kunne leve op til egne idealer. Vi skammer os, når der er forskel på, hvad vores ideal er om os selv og vores reelle selv. Når der er forskel mellem, hvem vi synes, vi burde være, og den vi evner at være.

Vi forsøger at skjule forskellen både over for os selv og overfor andre i angst for at blive afsløret, som dem vi i virkeligheden er. Og det er netop ikke kun i ungdomsårene, vi går med denne angst for at blive afsløret, og som konsekvens heraf blive dømt ude af det gode selskab. At blive sendt i skammekrogen. Angsten for at blive valgt fra er nærværende gennem hele livet.

Hvornår jeg er god nok og kan slappe af og tage den med ro, er der ikke nogen færdig opskrift på. Derfor er jeg konstant i gang med at lave en bedre udgave af mig selv. Det er op til mig selv at finde de værdier, jeg skal leve efter. Jeg vil gerne leve sundt og skal derfor træne til Marathon. Jeg vil også gerne være en god forælder og kæreste samt føle mig værdsat på mit arbejde. Der er kun mig til at finde den rette prioritering og det er hårdt at skulle leve op til så mange ting på én gang.

Jo flere områder jeg skal præstere inden for, jo større risiko er der for ikke at kunne leve op til det. Vores krav til os selv kommer i konflikt med hinanden, og vi begynder at skamme os.

Det er meget få mennesker, der ikke har børn og familie som det allervigtigste. Vi har høje idealer om at være en god forælder. Så her er der meget på spil i forhold til, om man er god nok.

Så i dag skal vi minde os selv og andre om, at vi ikke behøver skamme os. Alle vi, der dummer os og falder igennem, skal ud af skammekrogen.

Så sig det med en blog. Del opslaget med en du holder af og sig: ”Du er gennemskuet og alligevel elsket”.

Læs også https://psykologenpaabryggen.dk

Udgivet den

Jeg gider sgu ikke kriser

Med kriser mener jeg ikke bump på vejen. Bump på vejen har vi alle godt af, for det giver en robusthed, som vi ikke kan være foruden. Med kriser mener jeg virkelige kriser. Hændelser hvor alt pludselig bliver sort som i den mørkeste nat. Før eller siden rammes vi.

Der er masser af litteratur, der beskriver en bestemt smertefuld begivenhed som en gave. Hvis blot man tænker positivt om det smertefulde, kan det anvendes som en ressource, der kan give en større selvindsigt og et bedre liv.

Det er sjældent, vi hører om kriser, der intet godt kom ud af.

Tværtimod beskrives kriser og modgang som muligheder for personlig vækst og udvikling. Det kan det selvfølgelig godt være. Jeg bliver lige imponeret hver gang, når jeg møder familier, der har denne evne.

Men kriser og modgang kan også være blot kriser og modgang.

Mange af de klienter, jeg har, kan ikke rigtig genkende sig selv i beskrivelser af kriser som mulighed for vækst og personlig udvikling. De har hørt om, at de skal føle sig taknemmelig over, at deres handicappede barn har beriget deres familie og givet dem nye og meget bedre værdier.  De kan læse om disse familier i Ugebladene: ”Før havde vi helt andre prioriteringer, men efter vi har fået et handicappet barn, er det som om, at ….”.

Mine familier siger til mig, at de ikke kan forstå, hvorfor de har så svært ved at acceptere det, der er hændt. For mange har en forventning om, at målet er accept.

Måske det er for meget forlangt af sig selv, at man skal lære at acceptere det? I ordbogen står der om accept, at man siger ”ja tak” til noget.

Acceptere at ens barn skal have vanskeligheder på grund af et handicap. Acceptere at ens barn skal leve med kronisk sygdom. Acceptere at ens barn dør. Hvordan dog acceptere, at det er sådan?

Personligt har jeg mødt kriser i livet, jeg ikke er kommet spor styrket ud af. Og jeg er bestemt ikke blevet et bedre menneske. For mig er kriser i livet et vilkår. Kriser er barske og de er hårde. De fleste lærer heldigvis at leve med det. Men at acceptere det? Vel vil jeg ej!

Og om jeg helst havde været foruden? Et rungende JA! Brug for hjælp: https://psykologenpaabryggen.dk

Udgivet den

Kæft trit og retning

Min søn har skrevet kontrakt med Militæret. Helt frivilligt sad han klar ved computeren i oktober måned, da pladserne til værnepligten blev udbudt. For han ville ind til Militæret.

Det havde jeg ikke lige set komme. Faktisk troede jeg slet ikke, han ville kunne leve med, at andre fortalte ham, hvad han skulle. Nu modtager jeg SMS’er med ”modtaget”, ”noteret” og ”javel”.

Ved en af de første morgenmønstringer havde han ikke barberet sig ordentligt. Det blev straks påtalt og han måtte på den igen.

Han elsker det. Han sætter så stor pris på at være inde ved militæret, at jeg må prøve at forstå hvorfor.

Hvad er det militæret kan tilbyde vores unge i dag?

Jeg tror, at en del af forklaringen er en tydelig struktur. Tydelige forventninger. Og lever du op til dem, så er der anerkendelse. Hvis ikke er det en ommer.

En ramme der udstikker, hvad du må og skal. En ramme der siger, hvad der ikke er acceptabelt.

Det er min erfaring, at mange unge savner det i dag. I sidste weekend råbte Politiken vagt i gevær. På ti år er antallet af depressionsramte steget med en fjerdedel. Og de skriver, at det blandt andet skyldes vores komplekse samfund.

Du kan blive alt og gøre alt, hvad du føler for. Hvis bare du vil noget nok, så kan det lade sig gøre. Som et ekko fra den amerikanske drøm, der bygger på forestillingen om, at enhver ved flid og arbejdsomhed kan opnå alt.

Så hvis du ikke klarer dig, er der kun én at bebrejde: DIG. Når alle muligheder ligger åbne, kan man let fare vild. Alt er dit eget ansvar.

Nu er det ikke sådan, at man ikke har et ansvar indenfor militæret. Det har man i høj grad. Der er også forventninger til dig. Det sker bare indenfor en tydelig ramme og i et tydeligt hierarki. Kursen er stukket ud.

Når det er sagt, så håber jeg, at min søn vil svare: JAVEL, når jeg beder ham lade det blive ved værnepligten.

Læs også https://psykologenpaabryggen.dk

 

 

 

Udgivet den

Mit familieliv

Jeg vil skrive om mig og mit liv. Og dermed også om dig og dit liv. For vi er ikke så forskellige. Tro mig.

Jeg har længe gået med en drøm om at blive blogger. Jeg vil sætte mit eget liv i spil i en refleksion over livet og vores forhold til andre. Som psykolog møder jeg hver dag mennesker, der beriger mig med deres måde at være på. Med deres små sejre i livet, deres eftertanke. Som mor, ægtefælle og som veninde har jeg en stor dejlig familie og omgangskreds, der giver mit liv indhold. De er alle mine inspiratorer.

Det vil være muligt at genkende bidder af sin egen historie i min blog, da min hensigt netop er at skrive ærligt og vedkommende. Dog også altid respektfuldt og selvfølgelig med udgangspunkt i, at dem, jeg møder i mit professionelle liv, er beskyttet af tavshedspligt.

”Familieliv” skal være hovedoverskriften for min blog. Ingen detalje fra hverdagslivet er for lille til at få opmærksomhed indenfor denne overskrift. Det være sig samliv, parforhold, skilsmisse, singleliv, børn, psykiske og fysiske sygdomme i familien, kærlighed, traditioner, opdragelse, holdninger og værdier.

En familie er inden for sociologien en gruppe af individer, som forenes. Nogle vil argumentere for, at familie udelukkende kan defineres gennem slægtskab, mens andre vil argumentere for en bredere opfattelse af familiebegrebet. Jeg er fortaler for en bred tilgang. I det moderne samfund findes der mange forskellige slags familier. Fordi så mange mennesker bliver skilt, lever mange i sammenbragte familier. Det betyder også, at mange børn har både hel-, halv- og bonus søskende, forældre og bonusforældre.

Jeg er selv en del af en sådan moderne familie. Vi er en familie med mine og dine børn, der hver har deres særlige familier, men sammen er vi også en familie. Så at tale om familie i meget snæver forstand giver ikke rigtig mening i den tid, vi lever i. Det gør så nok ikke de dilemmaer, vi kan stå over for, mindre end i de gode gamle dage, hvor der på godt og ondt var meget mere, der ikke var til diskussion.

Familien af i dag lever ikke løsrevet fra det samfund, der omgiver os. Mange af mine blogs er en kommentar til de samfundsmæssige grundvilkår, vi har som familie og menneske – herunder vores singlekultur, individualisme, præstations kultur og alt hvad det giver af forventnings pres.

Læs også https://psykologenpaabryggen.dk

Udgivet den

Den redigerede virkelighed

Jeg har jordens smukkeste børn. Det kan der selvfølgelig ikke være to meninger om. Alligevel kan jeg godt se, når jeg ser billeder af dem på de sociale medier, at de der tager sig endnu bedre ud. Altså hvis jeg skal være helt ærlig. For de er en del af en ny slags virkelighed, hvor man via filtre på Instagram kan redigere på sin egen fremtoning.

Den populære Instagram foto App er ikke uden grund mange unge pigers foretrukne kamera. Du kan isolere enkelte områder i billedet, hvor du kan finjustere eksponering, kontrast og farvemæthed.

Om jeg bryder mig om det?

Når jeg har ”nej-hatten” på, bliver jeg bekymret. Bekymret for hvad det er for en selvopfattelse, disse unge får. Hvad sker der, når de ser deres sande spejlbillede?

Jeg er også en del af en generation, der ynder at sige om de unge, at den nye generation er alt for overfladisk, og at det kun er det ydre, der tæller i deres verden.

Når jeg tager ”ja-hatten” på, ser det pludselig helt anderledes ud. Måske man skulle vende det på hovedet og sige, at det er os fra den ældre generation, der er alt for lidt i det ydre. Vi tror hele tiden, at vi skal finde os selv ved at kigge indad.

Som et mantra gentager vi, at det ægte skal graves frem fra et indre. Vi tror, det egentlige ligger skjult bagved. Det ligger et sted derinde skjult for mig selv og jeg skal arbejde hårdt på at få det frem. For kun det, der ligger gemt derinde, er virkelig sandt.

Hvorfor skal vi mærke efter indeni os selv?

Hvorfor er det sande ikke at finde i det ydre? I mine handlinger og i mine relationer til andre.

Og hvis vi skal være i det ydre, kan vi ligeså godt tage os så godt ud som muligt. Ja, man kunne gå så vidt som til at hævde, at det i mange henseender er mere selvoptaget at blive ved med at grave inde i sig selv.

Gå eventuelt til https://psykologenpaabryggen.dk

Udgivet den

Lidt mere af det uperfekte tak!

Hvor er det befriende nogen gange at møde nogen, der tør indrømme sine fejl. Ja, der findes faktisk ikke noget værre end perfekte mennesker, hvis du spørger mig. Alligevel er det som om, det er det perfekte alle stræber efter. Det uperfekte menneske har næsten ikke sin gang på jorden længere, og det er uhensigtsmæssigt, for ingen er perfekte.

Hvem har ikke mødt superkvinden, der altid står klar med hjemmebagte speltboller, hjemmet ligner noget fra en rengørings reklame, hun løfter aldrig stemmen over for sine børn, hun giver altid børnene det rigtige med på madpakken og køber kun økologisk og sundt.

Sådan er jeg sandt at sige ikke. Jeg sviner i køkkenet, glemmer at smide mit beskidte tøj til vask, spiser for mange trøfler, køber det der er billigst i Supermarkedet inklusiv sprøjtegifte og jeg skælder ud på dem, jeg har kær- selv uden grund.

Jeg husker engang, hvor min mellemste datter kiggede på mig og spurgte med alvorlig mine: ”Skulle du forestille at være børnepsykolog?”. Bemærkningen kom lige efter, at jeg igen igen havde været urimelig og skældt ud over en lille bagatel, som enhver overskudsmor ville have ladet passerer. Men ikke jeg. Jeg blev flov. Meget flov – for sådan er en god mor ikke.

Så var det, at det slog mig, at måske en god mor er lige præcis sådan. En god mor er en menneskelig mor. En menneskelig mor laver fejl.

Forestil dig at du viser dine børn, hvor perfekt du hele tiden er.  Det bliver godt nok svært for dem at skulle leve op til.

Det bliver ikke spor svært for mine børn at leve op til mig. Jeg har lavet tusindevis af dumme fejl. Skabt mig urimeligt, sprunget over hvor gærdet er lavest, svigtet og sjusket.

Jeg prøver at stå ved det og indrømme mine fejl.

Så i stedet for at være perfekt har jeg valgt at være et godt forbillede ved at lave fejl – masser af fejl. Det er også meget nemmere.

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk

 

 

 

Udgivet den

Lav fejl og stå ved dem

Sidst skrev jeg, at det er meget nemmere at lave fejl og så indrømme sine fejl i stedet for at have som mål ikke at lave fejl.

Måske det var en for hurtig konklusion. For i virkeligheden er der måske en grund til, at det er så svært for os at indrømme fejl.

Rigtig mange mennesker har svært ved at sige undskyld eller at beklage noget, de har sagt eller gjort. Nok fordi det er forbundet med svaghed at indrømme sine fejl.

Jeg kender en, der har været gift med sin mand i næsten 25 år. I de 25 år har han aldrig sagt undskyld eller beklaget en eneste gang til min venindes store irritation.

”Hvorfor kan han aldrig indrømme sine fejl?”, spørger hun mig.

Alene det at hun spørger på den måde, viser mig, at hans manglende undskyldninger ikke er begrundet i den lille statistisk set næsten umulige sandsynlighed, at han rent faktisk aldrig har fejlet. Selvfølgelig har han det!

Alligevel ender det hver eneste gang med, at det er min veninde, der ”skal gøre det godt igen”. Har de været oppe at diskutere, ender det på samme måde hver gang. Han surmuler, og hun skal få ham god igen. Ja, det er lige før, det ender med, at hun føler, det er hende, der har gjort noget forkert.

I et ligeværdigt forhold skal der gives og tages. Det hører med i et kærlighedsforhold, at man også kan indrømme, at man ikke har været fair. Det kan være i en diskussion eller andre situationer, man kan stå i som par, hvor man har optrådt dumt. Så dumt at en undskyldning eller beklagelse ville vær på sin plads.

Det gælder såvel i relation til vores børn, ægtefælle, øvrige familie og venner, at man ikke skal føle sin ære gået for nær ved at stikke en undskyldning og indrømme sine fejl. Så fortsæt med at lave fejl. Som menneske kan du alligevel ikke andet. Men gør det ordentligt og med respekt for dem, det går ud over.

Læs mere https://psykologenpaabryggen.dk

 

 

Udgivet den

Der er unger hele tiden

”Der er unger hele tiden”. Sådan sagde min veninde forleden i telefonen. Hun forventede, at jeg skulle give hende ret i, at det var ”træls”, ”nederen” eller bare ”herre dårligt” af ungerne, at de var der. Altså at de var der i deres eget hjem.

Det kunne jeg så ikke lige svinge mig op til at give hende ret i en sådan en helt almindelig søndag eftermiddag. Sagen var den, at hun havde forventet en ”børnefri weekend”, og pludselig var der lavet om på det, fordi kærestens børn alligevel var kommet denne weekend. Og nu havde hun lige glædet sig sådan til bare at skulle hygge med sin kæreste.

Jo, men det kan jeg da godt forstå ville have været ”nice”, men hallo, sådan er det altså at have børn. Det er ligesom normalen, at de er der hele tiden.

Eller normalt er det nok ikke længere. Det er ikke første gang, jeg har oplevet en irritation over ikke at kunne få noget voksentid. Jeg tænker bare lidt, at tidligere, hvor det ikke var så almindeligt med dine og mine børn og dermed tilhørende ”børnefri dage”, da var der ingen, der satte spørgsmålstegn ved, at der ”var børn hele tiden”. De var der bare.

Stakkels børn tænker jeg bare. For du skal ikke bilde mig ind, at de ikke kan mærke, at de er uønskede. Alle skilsmissefamilier, jeg har mødt, har en dagsorden, der går ud på at have ”børnefri” den samme weekend. Det er lige før, jeg har indtryk af, at et forhold ikke kan realiseres, hvis ikke det kan lade sig gøre. Når så kæresten skiftes ud, skal der rokeres rundt på alle aftaler, hvis man er så uheldig, at den nye kærlighed har børn de modsatte uger.

Læs mere: https://psykologenpaabryggen.dk

 

Udgivet den

At miste en at kramme

Al forskning viser, at det er noget af det sværeste at miste en ægtefælle, man har levet sammen med igennem et helt liv. En man har delt stort og småt med. Han eller hende der gjorde, at himlen ikke bare var blå, men oplevedes som blå. Han eller hende der bevirkede, at foråret ikke bare var en årstid, men en tid hvor man så alt pible frem.

Selvom forskningen viser det, har vi i folkemunde en lang række floskler, vi strør om os med, når nogen rammes af sorgen over at have mistet en livsledsager gennem mange år. ”Tiden læger alle sår”. ”Vi må glæde os over, at han ikke led”.

Hvad kan man så lige bruge det til, når alt er sort i sort?

Spørg hellere ”Hvad savner du mest?” ”Hvad betød det for dig at have ham/hende som ægtefælle?”. ”Fortæl mig om specielle tidspunkter, hvor I har været tæt på hinanden”. ”Hvad har du lært af ham/hende?”.

Ved at give liv til hans/hendes livshistorie mindskes smerten. I dag ved vi, at sorg over at miste en nærtstående ikke går over. Det er ikke, som vi tidligere troede, et sår, der kan læges med tiden. Sorg er en livslang følelse, der kan kaldes frem. Som sting af smerte. I starten helt overvældende og omsluttende. Efterhånden træder den mere og mere i baggrunden.

Den forsvinder imidlertid aldrig, for det ville være det samme som, at den mistede ikke havde betydning for os. Så hjælp hellere den der er i sorg med at få fortalt om betydningerne den døde havde for hans/hendes liv. Læs mere: https://psykologenpaabryggen.dk