Jeg havde en ung kvinde til samtale forleden. Med det samme kunne jeg se, at der var noget helt galt. Og hurtigt fik hun sagt, at hun havde været tæt på at aflyse sessionen, fordi hun simpelthen var så ked af det.
Nu er det jo ikke ligefrem meningen, at man kun kan gå til psykolog, når man er i godt humør. Hun var bare i tvivl, om hun overhovedet kunne få noget ud af samtalen, fordi hun var så knust og ulykkelig.
Det var kæresten, der helt ud af det blå, havde gjort forholdet forbi. Ham hun ellers havde drømt om en fælles fremtid sammen med. Selvom der altid er en kontrakt for, hvad man taler med sin behandler om, så betyder det ikke, at man ikke kan ændre fokus, når man på denne måde bliver overhalet indenom af livet. Når livet sender en til tælling.
Så dagens session skulle have det nylige brud som fokus. Alle følelse var naturligvis i spil. Og med overbevisning i stemmen kunne hun proklamere, at hun aldrig ville lade nogen komme ind under huden på hende igen. Hun ville ikke være så naiv at tro på kærligheden igen.
Livet kan nogle gange være så smertefuldt, at man kan føle, man vil gøre hvad som helst for at undgå at føle noget som helst nogensinde igen.
Fordi vi mennesker har evnen til at elske og holde af vil vi uværligt også komme til at føle smerte. Kærlighed og smerte er to forbundne kar. De går hånd i hånd.
Nogle mennekser er blevet såret så dybt, at de som kvinden lover sig selv, at de aldrig igen vil holde af. De vil forsøge at undgå de varme følelser på alle mulige måder.
Den slags forsøg er naturligvis dømt til at mislykkes. For i stedet for som ønsket at undgå smerte, kommer de i deres isolation til at føle endnu mere smerte og ubehag.