Aftenens tusmørke har sænket sig over byen. Denne sensommeraften er fuld af forvisninger om mere tid sammen. Aftenens bankende hjerter slår hurtigt i takt.
Jeg betragter mennesker. Mennesker er forunderlige. Vi mennesker har brug for relationer. Og når vi ikke har fundet den eneste ene, så er vi på jagt. Det fascinerer mig at se med, når jagten går ind.
Se nu de to der oppe i baren. Jeg lægger mærke til, hvordan deres bevægelser synkroniseres, efterhånden som den gensidige tiltrækning er tilstede. Andre har knap så meget held denne aften. I indre by skylles Tinder afvisninger og knuste hjerter ned med endnu en cocktail.
Så må jagten fortsætte ud i nattelivet efter hurtige kys og et uforpligtende knald, men for mange med et håb om mere. Men skynd dig for der lukkes ned kl 22.00. Og du risikerer at sidde alene tilbage, når festens sidste gæst er gået.
Alt imens holdes der liv i en forhåbning om, at der da for pokker snart sker et gennembrud på kærlighedsfronten, så jeg rammes af den altopslugende kærlighed.
For selvom det kan være rart med et uforpligtende liv, så længes de fleste af os efter tryghed og nærhed. Følelsen af at der er en, der altid er interesseret i at høre, hvordan dagen er gået. En man kan lægge sig til at sove ved siden af, og som er der næste morgen, når vi vågner.
Denne aften bliver begyndelsen på en relation, der vil holde for nogle få. For aldrig har vi været så dårlige til at indgå i forpligtende relationer. Derfor vil aftenen for de fleste blot ende med at være endnu en aften i tombolaen, hvor det viste sig, at de trak nitten.
Men troen på, at vi kan trække det heldige lod, lever, og derfor søger vi videre.