Da mine børn var små kunne jeg høre mig selv sige at de bare skulle være sig selv. Det er sværere end man tror. Og nok det man vil kalde en umulig opgave for et barn. For det ligger dybt i vores DNA at vi for at kunne overleve som art har skullet lære os at passe ind. Passe ind i fællesskabet så vi ikke risikererede at blive udstødt og overladt til os selv. Alligevel siger vi det når de kommer hjem og føler sig udenfor fællesskabet fordi de ikke føler de går i det rigtige tøj eller ser ud på den rigtige måde. Bare vær dig selv. Som om det er en virksom medicin mod at føle sig forkert. Og indeni bærer vi selv på den samme usikkerhed som vi nu desperat forsøger at vores børn ikke skal føle. For de fleste vil ofte meget hellere være alle andre. I hvert fald er det meget almindeligt at man kan bruge et helt liv på at være på jagt efter en bedre udgave af sig selv. Men den stemme der siger bare vær dig selv hr faktisk ret. For vi kan ikke andet. Men det handler egentlig om at være sig selv både med sine muligheder og begrænsninger. Man kan ikke vælge at blive en anden end sig selv. Usikkerheden er en proces og hører med til dette med at blive mere og mere bevist om sig selv og se sig selv som løsrevet fra andre mennesker.