Jeg elsker at arbejde som psykolog. Også selvom jeg bestemt ikke bryder mig om, når psykologi kan efterlade mennesker med en fornemmelse af at være forkerte.
Det er derfor en svær balancegang, når vi i disse tider står overfor børn og unge med symptomer på, at vi er i COVID-19 beredskab. For er de behandlingskrævende, eller reagerer de bare naturligt på at være i en helt vanvittig situation.
Rekordmange børn og unge sendes mod psykiatrien. I Region Hovedstaden tæller man en vækst i antal henvisninger på 24% i anden halvdel af 2020 sammenlignet med året før. Og det endda selvom tallene inden corona var alarmerende høje med op mod 15 %, der bliver diagnosticeret med en psykiatrisk diagnose, inden de er fyldt 18 år.
Udtryk for et diagnosesamfund vil nogen hævde, mens andre ser på tallene med stor alvor. Jeg har i tidligere blogopslag reflekteret over risikoen for sygeliggørelse af børn og unge med de mange diagnoser.
Vi kan hurtigt blive enige om, at det er naturligt at reagere på den nuværende situation med tristhed. Og det må ikke føre til en depressionsdiagnose. Ligesom en naturlig angst for fremtiden ikke må føre til en angstdiagnose.
Mange af landets skoleelever har det imidlertid rigtig dårligt i hjemmeskolen. De føler sig isolerede og har svært ved at få struktur på en hverdag. Børn og unge har brug for voksne, der har tro og tillid til fremtiden. I stedet vokser de op i en tid, som er præget af pessimisme, og hvor smittetal og smittetryk og dagens døde præger den mellemmenneskelige dialog.
Men hvad så? Hvordan sikrer vi, at vi laver en tilstrækkelig indsats for vores børn og unge. Slår vi symptomerne hen, risikerer vi at komme for sent med en nødvendig indsats. Og bliver vi for bekymrede og sender vores unge ud i psykiatrien eller afsted til sådan en som mig, risikerer vi, at de unge føler sig forkerte.