Forældre er man for livet. Derfor skylder vi også vores børn, at vi tilsidesætter egne sårede følelser, når vi bliver skilt. Nu er det altid nemmere at rådgive andre, end selv at efterleve anbefalinger. Det er ugens blog desværre et alt for godt eksempel på.
Jeg havde glædet mig til at skulle på familiekig ude på kasernen, hvor min søn aftjener værnepligt. Der var bare lige det ved det, at der ingen invitation kom.
Jeg kiggede både efter mail og slow mail. Intet brev og ingen mail. Det var ikke Postvæsnet og heller ikke forkert mailadresse, der var skyld i manglende invitation. Det var min søn. Han havde ikke sendt en.
Han har nemlig det dilemma, at hans familie ikke består af far, mor og børn. Den består af far og hans kæreste samt mor og ny mand.
Jeg bryder mig ikke om min tidligere mands kæreste. Det siger jeg selvfølgelig ikke til min søn, for så ved jeg godt med min sunde fornuft, at jeg umuliggør det hele for ham, når han står i situationer, hvor han skal tro på, at vi alle godt kan være i samme rum som voksne mennesker.
Nu er det bare sådan, at en ting er, hvad jeg siger, en anden ting er, hvad jeg udstråler.
Og helt ærligt det magtede min søn ikke at udsætte sig selv for.
Han kunne ikke overskue at stå der kampklædt, nybarberet og velfriseret optaget af den overordnedes ordrer. Samtidig med at han skulle forholde sig til, hvad jeg ville kunne finde på at komme med af små bemærkninger, blikke jeg ville kunne sende.
Så i hans afmagt gav han op. Han gav op og valgte familien fra.
Han ville hellere undvære besøg end at risikere at stå i uvisheden om, hvordan dagen ville spænde af. Det var virkelig et vink med en vognstang. Selvom jeres samliv er slut, så vil jeres fælles forældreskab fortsætte livet ud.