Kærlighed er egentlig noget underligt noget. Kærlighed er mere og andet end erotisk kærlighed og forelskelse. Mange har kærlighed til jobbet, til kunst og til naturen. Der er også forholdet mellem forældre og barn. Og til bonusbørn. Børnebørn.
Kærlighed er mange ting. Der kunne med fordel være flere ord for kærlighed.
Ugens blogopslag handler om den forunderlige kærlighed mellem forældre og barn. Jeg husker, da jeg ventede mit andet barn, Olivia. Jeg var nervøs for, om jeg ville kunne elske hende ligeså højt som mit første barn, Lea.
Det nyfødte barn mødes af den allerførste emotionelle tilknytning fra en omsorgsperson, der oftest føler en dyb kærlighed til det lille nye og afhængige væsen, som hun har givet liv til.
Sjovt som man kan tro, at kærlighed er sådan en størrelse, som kan blive brugt op.
Og i hvert fald er det noget, man erfarer ikke sker, når man får børn.
Tværtimod er det som om, at jo mere kærlighed man giver, jo mere kærlighed kan man opleve at have. Der var heldigvis kærlighed nok både til Lea, Olivia og også til Jonas, da han kom til verden. Trip, trap, træsko.
Det er forunderligt. Lig et under eller bare underligt.
Kærlighed til ens barn er oplevelsen af, at en anden er vigtigere for mig, end jeg selv er. Man er som udgangspunkt klar til at tilgive alt, fordi forholdet er vigtigere, end enkelt handlingerne er. Man er overbærende i kærlighed og hænger sig ikke i bagateller.
Kærlighed er dog mere end følelser. Den er også identitetsdannende. Det dannende eller opbyggelige i kærligheden består i, at man vokser ved den.
Elsket bliver man til.
Den andens accept af den, man er, er med til at gøre verden til et trygt sted at være for barnet. Det giver selvværd til børn og unge i en tid, hvor alt for mange tvivler på sig selv. Så husk at vis det og sig det højt:
Jeg elsker dig, alene fordi du er min. Ikke for noget du gør, eller præstationer du udfører. Alene fordi du er den, du er.