Parforhold

Elsker du mig stadig? hedder det i overskriften til den serie, jeg netop har slugt, omhandlende parterapi. For åben skærm får vi lov at lytte og se med på almindelige menneskers almindelige og ualmindelige udfordringer i parforholdet.

Det kan lyde kedeligt. at man episode efter episode følger tre personer siddende i et rum og tale sammen. Et par og psykologen. Vi følger nemlig 4 par i hver sæson, der går i parterapi.

Ofte når man i film lige kaster en scene ind med en psykolog, har jeg set med med krummede tæer. For det tjener sjældent psykologstanden godt det billede, der vises. Helt anderledes med den helt fantastiske psykolog Orna Guralnik. Hun er intet mindre end en gave til psykologien og til serien, for det er hende, der med sin enestående evne til empati får åbnet op ind til parrenes inderste håb og drømme.

Så kedeligt bliver det aldrig. Tværtimod er serien tankevækkende og fantastisk i en tid, hvor parforhold postes på sociale medier, som var de taget ud af en eller anden amerikansk film, hvor håret altid sidder perfekt og alle spiser det rigtige mad og går i det rigtige tøj.

Så meget anderledes er det at få lov at komme med derind i det hemmelige rum, hvor der ikke er noget filter på overhovedet. Det er råt og smukt på samme tid.

Glimtvis ser vi også, hvad der sker udenfor terapirummet. Vi er med, når parrene øver sig i at leve et godt og værdifuldt liv sammen. Og vi ser os selv i parrene og føler med og kæmper med dem.

Aldrig har vores forventninger til, hvad et parforhold skal kunne klare og opfylde af sagte og usagte forventninger og behov været større end nu. Det er meget godt at blive mindet om, at virkeligheden ligger noget væk fra det glansbillede mange af os har fået stillet op.