Jeg kan godt blive for meget nogen gange. Altså sådan rigtig meget for meget. Det sker, når jeg selv mindst venter det. Som om der pludselig er en lille djævel, der farer i mig. Og de kommer ud af min mund helt uden jeg har bedt om det. Ordene altså. Jeg kan pludselig blive provokerende.
Jeg er ikke bange for at vise fordomsfulde, arrogante sider af mig selv. I mange år ville jeg arbejde på at blive en bedre udgave af mig selv. Men nu er jeg kommet overens med mig selv. Heldigvis har jeg gode venner der synes det er befriende at jeg kan være med til at normalisere, at vi som mennesker også indeholder disse meget lidt charmerende sider. Jeg er nemlig ikke perfekt. Og orker ikke længere at lade som om.