Året 2021 kan vi snart lægge bag os, og 2022 står og venter forude. Jeg gør personligt en form for status over året, der er gået. Hvad er jeg lykkedes med, og hvad er der plads til forbedring med. En af de helt store positive ting har for mig været, at jeg har fået ydernummer. Det betyder, at jeg hver dag møder klienter, der for en stund er faret vild i det liv, der er deres.
Det er jo sådan livet er. Det er altid et både og. Det erfarer vi om ikke før, så når vi selv står over for det mørkeste mørke.
Mine tanker går derfor på en aften som i aften til alle dem, der har mistet i året, der er gået. Til alle der er ramt af sygdom. Af angst eller depression. De går til alle Jer, der ikke kunne få familieliv til at hænge sammen i skøn samhørighed og derfor måtte sande her mod årets slutning, at I må opgive drømmen om det gode familieliv.
Jeg holder så meget af Anne Linnet og hendes brug af ord. Hun synger: ”Man sir at over skyerne er himlen altid blå. Det kan være svært at forstå når man ikk’ kan se den. Og man sir at efter stormens pisken, kommer solen frem. Men det hjælper sjældent dem, der er blevet våde”. Det minder os om at vi ikke bare kan hvad vi vil, men har forskellige forudsætninger.
Denne nytårsaften går mine tanker også på det nye år, der venter forude. Et helt nyt kalenderår står og venter på at blive brugt. Helt uden vores anstrengelser ligger der et nyt og ubrugt år foran os. Håb og drømme står i kø. Dem har jeg mange af. Jeg hører nemlig til de privilegerede, der er rask, har godt job og mest af alt en dejlig familie.
Jeg vil også slutte af med Anne Linnet, for hun synger: ”Time og dag og uge dem får vi lov at bruge stjerner og sol og måne dem får vi lov at låne”. Det bliver givet os helt uden vores anstrengelser, og vi må så prøve at bruge det efter bedste evne velvidende, at vi er forskellige, i det udgangspunkt vi har.