Jeg har verdens bedste Moster. Og jeg elsker hende meget højt. Jeg husker som barn, når det lød, ”københavnerne kommer”. Min mormors øjne funklede. Så kom min Moster og Onkel og snart også to kusiner på besøg hos min Mormor og Morfar i Herning.
En helt særlig stemning af glæde bredte sig. Jeg mærkede det tydeligt, for vi skulle naturligvis på visit.
Når hun sad i køkkenet med min Mormor, så skulle der snakkes. Mormor fandt kaffekoppen frem inde fra skabet. Her lå cigaretskod af gamle Cecil uden filter.
De lå der og havde en ekstra høj koncentration af nikotin og skulle indtages ved særlige lejligheder som eksempelvis besøg fra København. De kunne kun ryges ved hjælp af en saks, som hun forsigtigt brugte til at holde fast om den sidste del af cigaretten.
Jeg sneg mig til at stå i gangen og lytte med til deres snak. Og selvom jeg ikke forstod det hele, så fornemmede jeg stemningen.
Jeg beundrede hende.
På værelset, hvor jeg sov, når jeg var på weekend ved Mormor og Morfar, hang der et sort/hvid foto af min moster. Jeg kunne ligge i sengen og kigge på det i meget lang tid. Hun var gudesmuk. Hun havde en toupe, så håret kom til at fylde. Jeg var ret stolt af at have en Moster, der kunne tage håret af og en Mormor, der kunne tage tænderne ud.
Jeg tænkte “wow”. For hun var smukkere end selveste Birgitte Bardot.
Min moster kan grine så højt, at alle bliver glade, men hun kan også være skrap. Jeg kunne blive helt bange for hende, da jeg var barn. “Det er Nielsen genet”, siger hun drillende. “Du har arvet det”, siger hun så. Og jeg ved, at hun har ret.
Min mor døde og alt blev sort.
”Kom”, sagde min Moster. ”Nu er du min”, og så tog hun mig i sin favn.
Ingenting kan viske sorgen bort, men det er godt at vide, at man har et sted at høre hjemme. En der altid vil være der for en, når livet bliver for svært. Også en der tager del i alle glæderne. Sådan en person er min Moster.
Måske du også har sådan en betydningsfuld person i dit liv?