Jeg troede, at jeg altid skulle være sammen med min daværende mand og min familie. Hele mit liv.
Med skilsmissen bristede alle illusioner om en kernefamilie fuldstændig. Det er den sværeste beslutning, jeg nogensinde har truffet at bryde min familie op.
”Er det virkelig sandt?”, spurgte min veninde. Jeg havde lige fortalt hende om bagsiden af medaljen ved at blive skilt. ”Jeg synes ellers altid, du er så mega sej. Du er mit forbillede”, sagde hun videre.
Og det er rigtigt, at da jeg forlod min mand, var jeg modig som aldrig før. Men jo den er god nok. Det er svært og det har mange omkostninger.
Jeg kan tænke tilbage med et stik i hjertet over, at jeg ikke lykkedes med projekt far, mor og børn. Det er et nederlag, at jeg ikke lykkedes med at holde fast i drømmen om, at skulle leve sammen ”til døden os skiller”.
Sådan en helt almindelig søndag kan jeg pludselig blive ramt af dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan leve op til det, jeg har lovet mine børn om, at de skulle inviteres til familiefrokost hver søndag. Som en stor italiensk Mamma ville jeg stå klar til at tage imod børn, svigerbørn og børnebørn. Sådan blev det ikke.
Deres studenterfest, dimissionsfest og bryllup bliver ikke det samme. Det er en stor sorg for mig ikke at være lykkedes med det. Ikke at kunne give dem en bryllupsfest hvor deres far og mor deltager som et godt eksempel for den kærlighed der tro alt, håber alt og udholder alt.
”Jamen, det er jo dig, der har valgt det”. Ja, det er det. Det ændrer bare ikke ved, at det er svært Kun du selv ved, om det er nødvendigt at gå videre alene, selvom det er smertefuldt.
Gå til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk