Jeg har sat flag i vinduet. Der er ikke noget at fejre, men jeg vil gerne markere dagen. Min mor kunne have fyldt 80 år i dag. Der er egentlig ikke noget underligt i, at hun ikke nåede at blive så gammel. Det er ikke alle forundt. Men at hun har været død i 27 år denne sommer er skræmmende. 53 år blev hun.
Jeg husker hendes 53 års fødselsdag. Den sidste. Vi vidste alle, at hun snart skulle dø. Jeg var ikke fyldt 30 år endnu. Jeg havde to små børn på 1 og 2 år. Jeg havde brug for en mor. Og en mormor til mine to børn. Jeg havde det virkelig svært med den dag. Min mor var stærkt plaget af smerter. Alligevel skriver hun med stor taknemmelighed om dagen i sin dagbog.
Jeg ved ikke, om man kan blive klar til at miste sin mor. Men jeg ved, at jeg på ingen måde var klar. Heller ikke selvom jeg godt kunne se, at jeg burde give hende lov til at give slip. For hun havde det ikke godt.
Der er så mange ord, der skal siges, når man ved, at man står med de sidste dage, der skal leves sammen.
Det er bare så svært at få det sagt. Bagefter er det for sent. Så kommer alle selvbebrejdelserne, for alt det, man synes, man ikke gjorde på den rigtige måde. Der er to ord, der kommer til mig, som jeg ved, jeg ikke fik sagt højt. “Tak” og “Taknemmelig”.
Tak, fordi du var min mor. Du var den, der trøstede, når jeg faldt. Skubbede på, når jeg tøvede. Bar over, når jeg fejlede. Tak, fordi du troede på, at jeg kunne det meste selv og ikke fejede forhindringer af vejen.
Jeg er taknemmelig over, at du viste mig, at man skal tro på sig selv og sit eget værd. Det tog mig nogle år at lære, at man ikke skal finde sig i for meget, men du prøvede at foregå mig med et godt eksempel. For du fandt dig i “no shit”.
Jeg ville gerne kunne have fejret dig. Jeg håber, du danser, skåler og synger i din himmel i dag.