Jeg gik tur på Assistens Kirkegården i dag. Et fantastisk sted. Det tror jeg de fleste vil medgive, selvom jeg godt ved, at jeg har et helt særligt forhold til kirkegårde.
Da jeg studerede i Århus og ventede mit første barn, nød jeg at gå tur på kirkegården og få inspiration til navne. Senere blev min daværende mand og børnenes far præst, og jeg boede derfor i mange år op af en kirkegård.
Hver dag på vej til Fakta skulle jeg passere hen over kirkegården, og det blev i de år, at jeg blev mere og mere optaget af, at vi ikke er her for evigt, men skal huske at leve livet, mens vi er her. Noget, der ikke længere blot var rent hypotetisk, men barsk virkelighed. Fordi min egen mor i en alder af kun 53 år var død.
Den bevidsthed er, som jeg er blevet ældre, kun blevet mere nærværende. Så påtrængende at det til tider kan føles skræmmende at tænke for meget på. Jeg gør det alligevel på en dag som i dag.
Det er Langfredag. Langfredag for mig er en kærkommen lejlighed til at slappe af, holde mini ferie, invitere til Påske frokost. Men det er også sorg, mørke, lidelse. Alle møder vi Langfredag i vores liv før eller siden.
På Assistens Kirkegården ligger der mange kendte, og det gør det særligt spændende at gå rundt. Et af de mere seværdige gravsteder er Dan Turèlls grav. Hans grav er fyldt med joints og kuglepenne. Kuglepenne som en hyldest til den store digter, han var.
Jeg tror, de fleste kender hans digt om “Hverdagen”. Dan Turèll skrev også et digt om døden i sin “Begravelses Blues”. I digtet skriver han: “Begrav mig i en æblehave, så jeg kommer til at røre jeres læber igen”.
Jeg synes, det er ubeskriveligt smukt. Glædelig Påske!