Jeg elsker kunst. Også selvom mit første kunstværk bestemt ikke var kærlighed ved første blik. Det var min daværende mand, der glad kom hjem med det. Det var et endnu ikke helt tørt oliemaleri, som han møjsommeligt havde transporteret hjem med bybussen i Århus fra kunstenerens atelier på havnen og op på tredje sal i vores lejlighed.
Det kostede 3000 kr. Det var det samme som en måneds SU. Penge vi på ingen måde havde. Jeg var helt grædefærdig og kom egentlig aldrig til at holde af det værk.
Siden kom der imidlertid mange andre værker til, og kunsten blev siden en nødvendighed for mig. Ikke bare nice to have, men need to have. Fordi kunsten taler om ting, der ikke kan udtrykkes med ord. Sådan tror jeg, mange har det med kunst. For siden hulemalerierne har kunsten været forbundet til os som mennesker.
Kunst gør dig glad og får dig til at reflektere over det at være menneske. Om mit seneste køb skrives der i pressemeddelelsen: “Som små fortællinger eller øjebliksbilleder, der vækker vores sanser og skærper vores bevidsthed om os selv og den tid vi lever i”.
Jeg har netop fået værket hjem. Siden jeg købte det har jeg måttet nøjes med at tage på smugkig nede i Politikens Forhal, hvor det hang udstillet. Nu er det mit.
Det hænger der på væggen. “Over kanten” hedder det. Det sætter, som god kunst kan, gang i reflektionerne. Er det over kanten i betydningen at overskride grænser for, hvad der er acceptabelt? Og hvem har i givet fald overskredet den? Vi mennesker i vores bestræbelser på at lege Gud? Eller er det blot et spørgsmål om, hvordan samtidskunsten når ud over kanten?
Det befriende ved kunst er, at der ikke behøves så mange ord. Vi kan blot stoppe op for en stund og nyde det.