Instagram

“Du vil elske det”, sagde min bonus datter om Instagram.

Alligevel holdt jeg stædigt fast i, at det ikke er et medie for mig. Det er alt for flygtigt, argumenterede jeg. Det vil også være moralsk forkert, fordi jeg kender bagsiden af medaljen, sagde jeg videre.

I mit arbejde møder jeg alle de unge, der plages af manglende selvværd, fordi de tror, andre lever livet, som det ofte udstilles på Instagram. At alle de andre lever det sjove liv i deres smukke perfekte verden, mens du sidder og rådner op med en serie, som du allerede har set flere gange.

Jeg har hylet med i det kor, der spurgte: Hvor er den uperfekte krop, som jeg kan hylde? Hvor er hende den kræftramte, der fortjener et like i sin kamp mod kræft? Hvor er den mor,  der er ved at give op og bestemt ikke vinder præmien for det mest perfekte hjem og de mest dekorative madpakker?

Jamen, de er faktisk mulige at finde inde på Instagram. Den depressive, den kæmpende, den tykke. Den,  der er ved at få nok og give op.

Også på Instagram kan man finde profiler, der kan være en støtte, når man oplever, at livet er mere lort end lagkage. Så det giver mulighed for, at man ikke skal føle sig alene og forkert.

Der er rent faktisk sket en udvikling i retning af at hylde stærke personligheder og en forståelse af, at man godt kan være stærk, selvom man begår fejl og langtfra er perfekt.

Glansbilledet er ikke væk fra Instagram, men det er blevet mere nuanceret. Instagram er, hvad vi sammen gør det til. Så jeg kaster mig ud i det. Også selv om jeg endnu ikke ved, hvordan man gør. For egentlig er jeg nok for gammel til Instagram.

Kom med bagom mit liv som kvinde, mor og psykolog og følg mig på Instagram under @psykologenpaabryggen. Det bliver ærligt og autentisk. Bloggen fortsætter sit liv her på bloggen, hvor du som tidligere kan følge de nye opslag her eller via Facebook Jeanne Fløe.

Mød mig i min klinik https://psykologenpaabryggen.dk