Corona blæste os alle bagover. En hidtil ukendt virus. En befolkning helt uden immunitet. Den 11. marts 2020 vil for altid stå som en historisk dato. Datoen, hvor Danmark blev lukket ned første gang. Nu står vi her knap 2 år og adskillige restriktioner senere.
Jeg har heppet på Brostrøm og co. hele vejen. Vi tog vel imod hjemmearbejdsplads, undlader at kramme hinanden og vi tager mundbind på. Vi har aflyst konfirmationer, bryllupper, rejser og andre mærkedage.
For det stod klart for os, at her var en usynlig fjende, der var farlig, og som var potentielt dødelig for vores svageste i befolkningen. Og dem har vi en forpligtigelse til at passe på. Ligesom vi har et sundhedsvæsen, der skal kunne følge med, så vi undgik italienske tilstande.
Der er bare noget, jeg ikke helt forstår. Nu har vi vacciner. Og måske har jeg misforstået noget. Men jeg forstår det sådan, at de, der er vaccineret, ikke bliver alvorligt syge. Og at vaccinerne beskytter mod indlæggelser og død.
Så det giver ikke helt mening, hvorfor vi skal fortsætte med at have restriktioner? Jeg er med på, at de, der af en eller anden grund ikke vil lade sig vaccinere, fortsat bliver alvorligt syge. Fortsat bliver indlagt. Men er det så ikke her, der skal sættes ind?
Og her tænker jeg ikke på børnene mellem 5-11 år, der har forældre, der kan være utrygge ved at lade deres børn vaccinere. Jeg ville selv have samme betænkelighed. Jeg tænker på voksne mennesker, der har den overbevisning, at Brostrøm og co. er nogle værre nogen, der ikke er til at stole på.
Vi har i Danmark heldigvis en prisværdig stor tillid til vores institutioner. Og langt de fleste gør, som vi bliver bedt om. Sådan skal det gerne fortsætte. Og en vigtig forudsætning er gennemskuelighed og tillid til beslutninger. Og lige nu gennemskuer jeg ganske enkelt ikke, hvem det er, vi passer på.