Shhh, ikke sig det til nogen. Hemmeligheder. De fleste af os har dem. Hemmeligheder kan være både fantastiske og altødelæggende. De binder sammen og de bryder ned. De sjove, dem vi griner af, de pinlige og dem vi slet ikke deler med nogen som helst. Måske for at passe på os selv eller en vi har kær.
I mit arbejde møder jeg unge, der hele livet har holdt på en familiehemmelighed om, at den ene forælder drak. Unge, der som barn gjorde alt for at ingen skulle finde ud af, hvad der foregik bag hjemmets fire vægge.
De holder på hemmeligheden af flere grunde. Når man hører deres forklaring, forstår man alt for godt, hvad der drev dem. For når man er barn, er der intet i hele verden, man håber mere på, end at den voksne vil stoppe lige om lidt. Og hvis så man har sagt det ud i hele verden, er det jo unødigt pinligt for den forælder.
Men prisen, disse børn betaler for at opretholde facaden, er utrolig høj. Og pludselig er de hvirvlet ind i alle løgnene. Og mange står med en følelse af ikke at være god nok: For hvis ens forælder virkelig elskede en, så ville han/hun vel stoppe med at drikke.
Dette aldrig at vide om den voksne er fuld gør, at de er i konstant alarmberedskab. Den usikkerhed, disse børn vokser op under, er enorm skadelig for deres psykiske udvikling. Det får indflydelse på alt, fordi det kommer til at præge barnets personlighed.
Vi skal alle blive bedre til at tale højt om, at der foregår misbrug i alle samfundslag. Så børnene ved, at de ikke er alene. Og så de tør bryde tavsheden og ikke holde på hemmeligheden.