Al forskning viser, at det er noget af det sværeste at miste en ægtefælle, man har levet sammen med igennem et helt liv. En man har delt stort og småt med. Han eller hende der gjorde, at himlen ikke bare var blå, men oplevedes som blå. Han eller hende der bevirkede, at foråret ikke bare var en årstid, men en tid hvor man så alt pible frem.
Selvom forskningen viser det, har vi i folkemunde en lang række floskler, vi strør om os med, når nogen rammes af sorgen over at have mistet en livsledsager gennem mange år. ”Tiden læger alle sår”. ”Vi må glæde os over, at han ikke led”.
Hvad kan man så lige bruge det til, når alt er sort i sort?
Spørg hellere ”Hvad savner du mest?” ”Hvad betød det for dig at have ham/hende som ægtefælle?”. ”Fortæl mig om specielle tidspunkter, hvor I har været tæt på hinanden”. ”Hvad har du lært af ham/hende?”.
Ved at give liv til hans/hendes livshistorie mindskes smerten. I dag ved vi, at sorg over at miste en nærtstående ikke går over. Det er ikke, som vi tidligere troede, et sår, der kan læges med tiden. Sorg er en livslang følelse, der kan kaldes frem. Som sting af smerte. I starten helt overvældende og omsluttende. Efterhånden træder den mere og mere i baggrunden.
Den forsvinder imidlertid aldrig, for det ville være det samme som, at den mistede ikke havde betydning for os. Så hjælp hellere den der er i sorg med at få fortalt om betydningerne den døde havde for hans/hendes liv. Læs mere: https://psykologenpaabryggen.dk