Kategori: Parforhold

Hun får ret og jeg får fred. Sådan siger rigtig mange mænd, når jeg møder dem i min konsultation. Mænd der i deres arbejdsliv har indflydelse, magt, prestige  men som, når de kommer hjem, stikker halen mellem benene og vælger den tilsyneladende letteste løsning.

Kun tilsyneladende. For hvad er det lige, der sker på sigt?

Hun mister respekt for ham og ender med slet ikke at gide ham og hans vattethed.

Vi kvinder retter på mænds tøjstil, deres måde at være vild sammen med børnene på, på måden de steger bøffer og sætter i opvaskeren på. Toiletbrættet skal være lukket ned, babys ble skal lægges på på min måde og han skal ikke se al den sport i fjernsynet.

Problemet er også, at vi kvinder bliver ulykkelige i den rolle. Vi påtager os et alt for stort ansvar ved at rette på alle omkring os. For så står man pludselig der med en ’jeg alene vide’ rolle.

Det er en svær og ensom rolle at bære. For når så du spørger: Hvor synes du, vi skal tage hen på ferie? Og han svarer: Det må du bestemme. Så mærker man sin egen ensomhedsfølelse.

Mændene finder sig i det, fordi de tænker: Lad hende dog gøre det, hvis hun har det godt med det. Problemet er bare, at det nedbryder at blive rettet på hele tiden. Hvis man altid bliver rettet på og får at vide, at der ikke er noget, man gør rigtigt, så bliver det en selvopfyldende profeti.

Så alt i alt er det et på alle måder uhensigtsmæssigt mønster, der tegner sig i mange forhold mellem mænd og kvinder.

Og begge parter bærer et ansvar.

Mændene tillader jo, at kvinderne påtager sig den her rolle med at ville diktere alt.

Vi kvinder skulle begynde at se på os selv og spørge: Er det i orden, at jeg hele tiden går rundt og retter eller skælder ud på min mand? Hvor fedt er det lige? Hvad sjov er der ved en mand, som ikke længere er en mand?

Og det er på tide, at mændene retter ryggen og siger ’stop’, hvis deres grænser bliver overskredet.

“Kys det nu, det satans liv”. Sådan synger Steffen Brandt. Han synger om at favne livet og gribe dets chancer.

Hvor Steffen taler om at kysse i overført betydning, så vil jeg slå et slag for at kysse lidt mere sådan i bogstavelig forstand.

For har du indfanget din hjertens kære, så bliver kysset rigtig vigtigt. Det ikke alene føles dejligt. Det er livsvigtig medicin.

Ikke kun for at sikre dit parforhold langtidsholdbarhed, men også for at nedsætte risikoen for nogle af vor tids største udfordringer som angst og depression.

Et kys frigiver oxytocin, der også kan kaldes for kærlighedshormonet.

Måske troede du, at kærlighed opstår i hjertet.

Det opstår i hjernen. Det lyder ikke særlig romantisk, men stoffet oxytocin skaber følelsen af samhørighed, tillid og kærlighed mellem mennesker. Det frigives i hjernen, når vi kysser intimt og længe. Det er ikke det eneste stof, der er i spil.

Et kys påvirker kortisol.

Et kys sænker niveauet af kortisol i hjernen. Kortisol er et stresshormon. Dermed kan et kys faktisk være med til at sænke angst, da kortisol er involveret i angstfølelser.

Et kys øger serotonin.

Serotoninindholdet i hjernen øges omvendt, når vi kysser, med den vi elsker. Serotonin er et afgørende stof til forebyggelse af depression.

Jamen det er jo hele tre gode grunde til at kysse lidt mere.

 

Kys det nu, det satans liv

Og grib det, fang det

Før det er forbi

Ja, kys det nu, det satans liv

Og grib det fang det

Før det er forbi

Vi lover hinanden, at ville være sammen for evigt i medgang og modgang “til døden os skiller”. Ifølge tal fra Danmarks Statistik bliver 46 procent af alle ægteskaber imidlertid til skilsmisser Det er et ret højt tal. Og ingen, der bliver gift, regner med, at det sker for dem.

Måske vi skulle være bedre til at tro, at lige netop vi er i højrisiko for, at det sker. Når vi ikke tror, det er en risiko, er faren, at vi lader kærlighedsmusklen blive slap. Vi glemmer at træne den.

Vi forsøger at spise sundt og motionere regelmæssigt for at forebygge sygdomme. Vi ved, at det er hensigtsmæssigt at gøre noget, før det går galt. På samme vis tager vi vores bil til regelmæssig syn på et autoriseret værksted, vi har tillid til. Vi tager til tandlægen, selvom vi hader tandlæger, fordi vi vil passe på vores tænder.

Fordi vi ved, at det er afgørende at gøre noget, inden kroppen siger stop, inden biler går i stå midt på motorvejen og inden tænderne falder ud.

På trods af at vi efterhånden er blevet relativt gode til at tænke forebyggende på mange områder, er vi endnu ikke begyndt at tænke tilstrækkeligt forebyggende, når det gælder vores parforhold.

Troen på det gode og rimeligt gnidningsfri samliv lever.

Og rigtig mange vil det så gerne. Parforholdet. Og med god grund. Parforholdet er den relation, der betyder allermest for voksnes psykiske trivsel, sundhed og tilfredshed i tilværelsen. Og når relationen ikke fungerer, bliver vi triste, vrede og skygger af os selv.

Derfor er det vigtigt, at vi med jævne mellemrum får afstemt forventningerne i et parforhold. At vi har en løbende, levende dialog ved at spørge: Hvad drømmer du om? Er vi på vej i den rigtige retning? Hvad vil vi gerne med vores liv? Hvilke værdier har betydning for os?

Og så skal vi træne kærligheden. Hver dag skal vi bestræbe os på at være en god partner for den anden. Uden tanke for, hvad jeg selv opnår og får ud af det, skal jeg huske at træne kærlighedsmusklen, inden den bliver slap.

 

“Tror du ikke, du skal til at lade være med at være så stædig omkring det?”, spurgte min mand. Det, jeg skal lade være med at være så stædig omkring, er det, han tror er en bevidst handling.

Jeg har altid gang i flere ting på én gang. Ikke på den der seje tjekkede multitasker måde. Men altså jeg kan eksempelvis stå inde i en tøjbutik med min pung i hånden samtidig med, at jeg står og “bladrer” i tøjet på stativet. Det driver min mand til vanvid. Det giver simpelthen ikke mening for ham, at jeg ikke starter med at lægge pungen fra mig, så jeg har begge hænder fri.

Og nu skete det så igen. Det, min mand de seneste 8 år har forudset gentagne gange, ville ske. Det gik galt. Igen.

Jeg stod med min computer i hånden og ville så lige stille en stol ind til bordet, samtidig med at jeg balancerede med computeren. Og pludselig tog computeren en koldbøtte op i luften og landede med kanten ned på de nye trægulve i sommerhuset. Det var mega dumt. Gulvet har fået et rigtig grimt hak. Og jeg blev vildt ked af det og bebrejder selvfølgelig mig selv.

Problemet er imidlertid, at det slet ikke handler om stædighed. Det handler ikke om, at jeg har en stædig insisteren på, at min teknik er en smart teknik. Og at min mand overdriver helt vildt, når han synes, man bør være opmærksom på, hvor man har sine hænder og sine bevægelser i det hele taget.

Jeg kan det ganske enkelt ikke. Det er som om, min hjerne slet ikke får tanken, at: “Nu gør jeg det igen”.

Så i mit næste liv vil jeg være tjekket og have styr på simple ting som at gøre ting i den rigtige rækkefølge.  Huske hvor jeg lagde mine nøgler. Altid rydde pænt op efter mig. Ikke spilde på mit nyvaskede tøj. Ikke klatte med neglelakken. Ikke rive mine nylonstrømper inden festen er igang.

OG til festen vil jeg spankulere rundt i høje stilletter uden at falde og aldrig blive fuld. Eller nej. Det kan jeg ikke love.

P.S. Fotoet er et “før” billede. Der er ikke noget “efter” billede.

Elsker du mig stadig? hedder det i overskriften til den serie, jeg netop har slugt, omhandlende parterapi. For åben skærm får vi lov at lytte og se med på almindelige menneskers almindelige og ualmindelige udfordringer i parforholdet.

Det kan lyde kedeligt. at man episode efter episode følger tre personer siddende i et rum og tale sammen. Et par og psykologen. Vi følger nemlig 4 par i hver sæson, der går i parterapi.

Ofte når man i film lige kaster en scene ind med en psykolog, har jeg set med med krummede tæer. For det tjener sjældent psykologstanden godt det billede, der vises. Helt anderledes med den helt fantastiske psykolog Orna Guralnik. Hun er intet mindre end en gave til psykologien og til serien, for det er hende, der med sin enestående evne til empati får åbnet op ind til parrenes inderste håb og drømme.

Så kedeligt bliver det aldrig. Tværtimod er serien tankevækkende og fantastisk i en tid, hvor parforhold postes på sociale medier, som var de taget ud af en eller anden amerikansk film, hvor håret altid sidder perfekt og alle spiser det rigtige mad og går i det rigtige tøj.

Så meget anderledes er det at få lov at komme med derind i det hemmelige rum, hvor der ikke er noget filter på overhovedet. Det er råt og smukt på samme tid.

Glimtvis ser vi også, hvad der sker udenfor terapirummet. Vi er med, når parrene øver sig i at leve et godt og værdifuldt liv sammen. Og vi ser os selv i parrene og føler med og kæmper med dem.

Aldrig har vores forventninger til, hvad et parforhold skal kunne klare og opfylde af sagte og usagte forventninger og behov været større end nu. Det er meget godt at blive mindet om, at virkeligheden ligger noget væk fra det glansbillede mange af os har fået stillet op.

Så er vi her igen. Jeg holder af gentagelsen. Det er som om, det giver en helt særlig ro at vide, at man bare skal det samme. Det samme som altid. Det samme hver fredag. Jeg er et rutinemenneske, der holder af at kunne slå hjernen fra. Jeg kan pakke i søvne. To par rene trusser og strømper og så er jeg klar.

Lukker lejligheden ned og så afsted. Snart er vi at finde siddende i kø på Hillerødmotorvejen. Hver gang udspiller der sig den samme scene. Min mand, der forsøger at styre de andre bilisters manglende køreegenskaber. For ingen kan åbenbart finde ud af at køre bil nu om dage.

Jeg kender ham og lader det gå stille ind af det ene øre og ud af det andet, når han proklamerer, at det er sidste gang, han gider sidde her i kø, og at der må findes en anden løsning. For lige om lidt er det hele glemt.

Roen falder over os med det samme, vi rammer sommerhus området.  Markerne, der strækker sig så langt øjet rækker. Hestene, der går og græsser. Naboer, der hilser med et stille nik. Fremme ved huset falder skuldrene helt ned. Jeg nyder at stå og betragte mit klassiske Jeppesen bjælkehus.

Det føles som om, vejret pludselig kan trækkes lidt nemmere. For der er dømt afslapning. Også selvom der altid er græs, der skal slåes og lidt ukrudt, der skal holdes nede. Men tid er her nok af. I princippet skal vi ikke nå noget. Kun et smut til fiskehandleren inden lukketid.

Her er vi omgivet af en ro så dyrebar. Kun afbrudt af fuglefløjt. Spætten, der vedholdende hakker efter biller. Byens evige summen er lagt bag os. Storbyens blinkende lygter og puls, som jeg elsker i hverdagen.

“Kan du høre stilheden?”, spørger min mand. Jeg smiler ved mig selv, for jeg ved, at det betyder, at vi er at finde på motorvejen sammen med alle de andre næste fredag igen.

 

Opslaget er lavet i samarbejde med Planet Huse, der ikke har haft indflydelse på indholdet.

Definitionen på en sammenbragt familie er, når to voksne danner par, hvor den ene eller begge har et barn fra et tidligere forhold. Som om det ikke allerede er svært og udfordrende nok at finde den eneste ene, så bliver det lige lidt ekstra svært, når der er børn involveret.

Mange voksne er ofte plaget af stor skyld over, at deres forhold til barnets forælder ikke gik. At skilsmissen har store konsekvenser for deres barn. Derfor er det helt naturligt, at ens fokus er på børnene, når man kommer ind i et nyt forhold.

Jeg hører derfor mange argumentere: “De har lidt nok, de skal ikke også lide under, at jeg har fundet en ny kæreste”. Det får mig altid til at spidse ører. For hvad betyder det? Hvilke konsekvenser får det?

Min erfaring er, at denne fokusering på egne børn alt for ofte bringer det nye forhold ud i store problemer.

Det er ofte den største skilsmissegrund i kernefamilier, at parret glemmer hinanden og kun fokuserer på børnene. Ironisk nok kan den, som netop har forklaret mig, at det, at de ikke prioriterede hinanden, er årsagen til deres skilsmisse helt uden at blinke se det fornuftige i, at den nye partner skal nedprioriteres.

Parforholdet kommer på grund af denne fokusering på børnene ofte ud i så store problemer, at risikoen for endnu en skilsmisse er faretruende stor. For såvel i kernefamilier som i sammenbragte familier bør parforholdet være det bærende element. Det er et alt for stor ansvar for børn at skulle være det bærende element.

Det bliver bare endnu mere udfordrende i den sammenbragte familie. For hvor man i kernefamilien trods alt startede med at være et par, inden man skulle definere sig som familie, så starter man i den sammenbragte familie med at være familie. Familier, der nu skal have et parforhold til at fungere. Og hvis ikke man får italesat udfordringerne, risikerer man, at det i stedet for én familie bliver til to familier i en. Du og dine børn og mig og mine børn.

Er du den ene part i en sammenbragte familie skal du ændre dit fokus fra dine børn til Jer som voksne. Til Jer som par. Det er faktisk det bedste, du kan gør for dit barn.

Er jeg kedelig? Og har jeg været kedelig i mindst 15 år? Det er det spørgsmål, der står tilbage, også efter du har læst ugens blog. Kender du det, at du ser noget i et blad eller på Pinterest og tænker ”Fed smag, det gad jeg godt at have?”. Sådan fik både min mand og jeg det sidste weekend, hvor der, med en ekstra fridag, var god tid til eftertanke.

Vi er midt i indretning af vores sommerhus og havde fået et par prøver med fra søde Jesper. Vi var blevet enige om, hvilken af prøverne vi kunne se som vores fremtidige sofatæppe. Efter et par glas rødvin sneg tvivlen sig ind. ”Er det ikke næsten for kedeligt?”, spurgte jeg.

Det ene ord tog det andet, og vi kunne hurtigt blive enige om, at vi skulle turde noget mere. Og vi kunne endda blive enige om, hvad alternativet skulle være. Noget med noget spræl i og med nogle pangfarver, vi havde set i en bog. ”Ellers ender det bare med det samme som altid,” stemte vi begge lystigt i.

Det er sådan, at jeg altid går i den samme type tøj. Forstået på den måde, at jeg finder noget, jeg rigtig godt kan lide, og så går jeg i det. Jeg har flere trøjer, der er nummer både to og tre og fire af samme slags, som den jeg har slidt i bund. Sko og bukser skal også helst være de samme. Samme frisør og frisure som altid.

Nu er en ting, at man godt kan grine af sig selv. Noget helt andet er, når ens mand som et godt argument for, at tæppet skal være med pang farver, pludselig peger på sofaarrangementet og udbryder: ”Ja, se bare der! Alt det sand i sand og kedelige brune nuancer. Det ender ligesom dig og dit tøj, hvor du har gået i det samme de sidste 15 år”.

Hertil kunne jeg så svare at ”Ja, jeg skifter ikke sådan ud. Jeg var også sammen med den samme mand i 32 år. Det er mere, end man kan sige om dig”. Pay back time.

Vi enedes om at stoppe snakken der og i stedet spørge Jesper. Jesper mener, vi står over for en forsinket midtvejskrise. For som han diplomatisk siger, da vi forventningsfulde viser ham vores nye stil: ”Det er jo slet ikke jer”.

Og vi må nok bare erkende, at vi er til det sikre lidt kedelige.

Så må jeg håbe, at min mand også er til mig, selvom jeg ikke skifter tøjsmag, men fortsætter med at gå i det samme år efter år.

På søndag er det Valentines Dag. Hvorfor overhovedet spilde spalteplads på en kommerciel amerikansk dag?  Fordi det for mig handler om at stoppe op engang imellem. Og minde mig selv om kærligheden. Kærlighedens mange ansigter og betydninger.

Jeg er som mange andre afhængig af kærlighed. Jeg er romantiker og vælger at tro på kærligheden, der tror alt, håber alt og udholder alt. Men jeg ved, jeg også kunne få medlemskab i klubben “Kvinder, der elsker for meget”.

Jeg er typen, der ser “Gift ved første blik” og græder af rørelse, når Michael kaster sig på knæ og midt i bedste sendetid spørger: “Vil du gifte dig med mig?”

Jeg ville elske at få en kæmpe buket blomster sendt til min arbejdsplads, så alle kunne se, at jeg da virkelig har en mand, der elsker mig sindssygt højt. Eller måske han skulle kaste sig ud fra en faldskærm med et banner med ordene: “Du er fantastisk!”.

Jeg ville elske at blive inviteret på overraskelsestur ud i det blå uden andet sigte end at rejse til verdens ende. Og der kaste mig i hans arme og føle hans bryst mod min kind, mens bølgerne slår ind mod kysten.

Jeg ville elske et par billetter til byernes by Paris, hvor jeg er inviteret til, “Because you are worth it”. Og med fri shopping.

Jeg er håbløs romantiker. Så jeg drømmer videre. For jeg ligner alle andre, der har et dybfølt behov for at føle mig elsket.

Med evnen til at føle følger også evnen til at mærke de svære følelser som afsavn, skuffelse, svigt.

At forbinde sig dybt til andre medfører risikoen for en afvisning. Jeg er ofte blevet skuffet i kærlighed og har stået tilbage med en følelse af, at jeg elsker mere end den anden.

Jeg har mærket smerten ved at blive forladt. Og jeg har ydmyget mig for at holde fast i en kærlighed, der ikke længere var. Så meget at jeg i kærlighedens navn  i perioder har mistet mig selv i frygten for at miste den anden.

Så på Valentins dag vil jeg glæde mig over, at min mand hver dag overøser mig med kærlighed. Ikke i form af overraskelser og billetter og bytur til Paris, men på den der helt særlige l måde, hvor jeg føler, at han elsker mig, for den jeg er. NÆSTEN ligeså højt som jeg elsker ham. Og det sker faktisk, at han overrasker med en trøffel /romkugle fra Brønshøj bageren, fordi han ved, de er mine yndlings.

Jeg ønsker dig en glædelig Valentines Dag på søndag. Og må du blive overøst af kærlighed.

Jeg var ved at se på gamle opslag forleden og så slog det mig, at jeg da godt nok er blevet god til at minde mine følgere om, at lykken kun fås glimtvis, at lidelsen hører med til at være menneske og jeg skal komme efter dig.

Jeg har også ofte blogget om, at vi mennekser giver alt for let op i vores kærlighedsrelationer og skal huske at kæmpe for forholdet.

Jeg mener hvert et ord. Lykke er ikke en evig tilstand. Vi bliver syge. Vi føler os udenfor. Vi bliver svigtet. Vi mister. Vi begår fejl. Vi bliver afvist. Vi blir forladt. Lidelse er nemlig en naturlig del af det at være menneske, og ingen lever i en tilstand af evig lykke.

Men jeg fik lige brug for at slå fast, at det altså IKKE er ensbetydende med, at du skal nøjes i relation til din partner. Det er slet ikke ensbetydende med, at du skal acceptere, at kærlighedslivet gerne må gøre lidt ondt. At parforholdet gerne må vække lidt ubehag og frygt.

Nogle mennesker kan leve sammen i årevis uden varme, ømhed og intimitet. Og hvor kærlighed er erstattet af uro og frygt og hvor de udelukkende er bundet sammen af vane.

Så er prisen, du betaler, simpelthen for høj. Også selvom det kan virke skræmmende og uoverskueligt at ville en forandring. Alt for nemt kan man lulles ind i en vane med altid at være lidt på vagt for at undgå en konflikt. Måske fordi det synes svært at turde tro på, at man fortjener noget bedre.

Så for lige at runde denne blog af med en tråd til tidligere blogopslag, så er det netop, fordi lidelsen er en del at det at være menneske, at vi har så meget des mere brug for at være i sunde kærlige relationer.

“Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind…”