Kategori: Familieliv

Det er ikke altid, vi ser. Altså sådan rigtig ser.

Jeg har prøvet mange gange, at én af mine børn er kommet ud af døren fra deres værelse, og pludselig var det som om, de var vokset, mens de lige sad derinde og lavede lidt lektier.

Selvom der er nogle år, hvor børn vokser hurtigt, så var det ikke hele forklaringen.

Nogen gange sker der bare det i en travl hverdag, at vi slet ikke ser hinanden sådan rigtigt.

Vi kigger på hinanden, vi taler sammen, spiser sammen, men vi hverken ser eller lytter til hinanden.

Vi mennesker har brug for at blive set og hørt.

Alt for ofte sker det, at vi tager ting for givet. Vi ser måske oven i købet kun alt det, der irriterer os.

”Nu har hun igen glemt at stille skoletasken ind på plads”. ”Nu har han igen ikke tømt sin madpakke”. ”Gymnastiktøjet ligger bare der i posen, selvom jeg har sagt det hundrede gange før, at det skal tages ud af posen med det samme, hvis ikke det skal komme til at lugte fælt”.

Lugten af hengemt gymnastiktøj er ikke nær så slem som stanken af hengemte følelser.

I hverdagens trummerum er der en risiko for, at vi glemmer at mærke efter, hvad der virkelig betyder noget for os.

Så hiv fat i dine kære. Knus og kram dem og se dem dybt i øjnene.

Pludselig vækkes vi og rives ud af vores skal og mærker taknemmeligheden gennemskylle vores krop. Taknemmeligheden over at kunne tage del i hinandens liv. I de øjeblikke mærker vi. Så vil du mærke hjertet slå dobbelttakt.

Læs også https://psykologenpaabryggen.dk

SKAM er igen i gang. Nu med sæson 4. Og jeg elsker det. Men hvad er det lige, helt almindelige norske unge kan sige en gammel kvinde som mig?

Udover at serien behandler temaer, som er aktuelle til alle tider: ”kærlighed”, ”misundelse”, ”had”, ”venskab” og ”sammenhold”. Og udover at karaktererne er genkendelige som: ”hende den populære” ”ham alle vil have”, ”den kiksede”, ”den naive” og derfor altid vil sige os noget på tværs af generationer, så hæfter jeg mig især ved udsendelsens navn: SKAM.

Vi lever i en tid, hvor vi alle skammer os. Skammer os over parforholdet, evnen som forældre, kroppen, vores manglende overskud. Kort sagt: vi skammer os over ikke at kunne leve op til egne idealer. Vi skammer os, når der er forskel på, hvad vores ideal er om os selv og vores reelle selv. Når der er forskel mellem, hvem vi synes, vi burde være, og den vi evner at være.

Vi forsøger at skjule forskellen både over for os selv og overfor andre i angst for at blive afsløret, som dem vi i virkeligheden er. Og det er netop ikke kun i ungdomsårene, vi går med denne angst for at blive afsløret, og som konsekvens heraf blive dømt ude af det gode selskab. At blive sendt i skammekrogen. Angsten for at blive valgt fra er nærværende gennem hele livet.

Hvornår jeg er god nok og kan slappe af og tage den med ro, er der ikke nogen færdig opskrift på. Derfor er jeg konstant i gang med at lave en bedre udgave af mig selv. Det er op til mig selv at finde de værdier, jeg skal leve efter. Jeg vil gerne leve sundt og skal derfor træne til Marathon. Jeg vil også gerne være en god forælder og kæreste samt føle mig værdsat på mit arbejde. Der er kun mig til at finde den rette prioritering og det er hårdt at skulle leve op til så mange ting på én gang.

Jo flere områder jeg skal præstere inden for, jo større risiko er der for ikke at kunne leve op til det. Vores krav til os selv kommer i konflikt med hinanden, og vi begynder at skamme os.

Det er meget få mennesker, der ikke har børn og familie som det allervigtigste. Vi har høje idealer om at være en god forælder. Så her er der meget på spil i forhold til, om man er god nok.

Så i dag skal vi minde os selv og andre om, at vi ikke behøver skamme os. Alle vi, der dummer os og falder igennem, skal ud af skammekrogen.

Så sig det med en blog. Del opslaget med en du holder af og sig: ”Du er gennemskuet og alligevel elsket”.

Læs også https://psykologenpaabryggen.dk

Jeg vil skrive om mig og mit liv. Og dermed også om dig og dit liv. For vi er ikke så forskellige. Tro mig.

Jeg har længe gået med en drøm om at blive blogger. Jeg vil sætte mit eget liv i spil i en refleksion over livet og vores forhold til andre. Som psykolog møder jeg hver dag mennesker, der beriger mig med deres måde at være på. Med deres små sejre i livet, deres eftertanke. Som mor, ægtefælle og som veninde har jeg en stor dejlig familie og omgangskreds, der giver mit liv indhold. De er alle mine inspiratorer.

Det vil være muligt at genkende bidder af sin egen historie i min blog, da min hensigt netop er at skrive ærligt og vedkommende. Dog også altid respektfuldt og selvfølgelig med udgangspunkt i, at dem, jeg møder i mit professionelle liv, er beskyttet af tavshedspligt.

”Familieliv” skal være hovedoverskriften for min blog. Ingen detalje fra hverdagslivet er for lille til at få opmærksomhed indenfor denne overskrift. Det være sig samliv, parforhold, skilsmisse, singleliv, børn, psykiske og fysiske sygdomme i familien, kærlighed, traditioner, opdragelse, holdninger og værdier.

En familie er inden for sociologien en gruppe af individer, som forenes. Nogle vil argumentere for, at familie udelukkende kan defineres gennem slægtskab, mens andre vil argumentere for en bredere opfattelse af familiebegrebet. Jeg er fortaler for en bred tilgang. I det moderne samfund findes der mange forskellige slags familier. Fordi så mange mennesker bliver skilt, lever mange i sammenbragte familier. Det betyder også, at mange børn har både hel-, halv- og bonus søskende, forældre og bonusforældre.

Jeg er selv en del af en sådan moderne familie. Vi er en familie med mine og dine børn, der hver har deres særlige familier, men sammen er vi også en familie. Så at tale om familie i meget snæver forstand giver ikke rigtig mening i den tid, vi lever i. Det gør så nok ikke de dilemmaer, vi kan stå over for, mindre end i de gode gamle dage, hvor der på godt og ondt var meget mere, der ikke var til diskussion.

Familien af i dag lever ikke løsrevet fra det samfund, der omgiver os. Mange af mine blogs er en kommentar til de samfundsmæssige grundvilkår, vi har som familie og menneske – herunder vores singlekultur, individualisme, præstations kultur og alt hvad det giver af forventnings pres.

Læs også https://psykologenpaabryggen.dk

Hvor er det befriende nogen gange at møde nogen, der tør indrømme sine fejl. Ja, der findes faktisk ikke noget værre end perfekte mennesker, hvis du spørger mig. Alligevel er det som om, det er det perfekte alle stræber efter. Det uperfekte menneske har næsten ikke sin gang på jorden længere, og det er uhensigtsmæssigt, for ingen er perfekte.

Hvem har ikke mødt superkvinden, der altid står klar med hjemmebagte speltboller, hjemmet ligner noget fra en rengørings reklame, hun løfter aldrig stemmen over for sine børn, hun giver altid børnene det rigtige med på madpakken og køber kun økologisk og sundt.

Sådan er jeg sandt at sige ikke. Jeg sviner i køkkenet, glemmer at smide mit beskidte tøj til vask, spiser for mange trøfler, køber det der er billigst i Supermarkedet inklusiv sprøjtegifte og jeg skælder ud på dem, jeg har kær- selv uden grund.

Jeg husker engang, hvor min mellemste datter kiggede på mig og spurgte med alvorlig mine: ”Skulle du forestille at være børnepsykolog?”. Bemærkningen kom lige efter, at jeg igen igen havde været urimelig og skældt ud over en lille bagatel, som enhver overskudsmor ville have ladet passerer. Men ikke jeg. Jeg blev flov. Meget flov – for sådan er en god mor ikke.

Så var det, at det slog mig, at måske en god mor er lige præcis sådan. En god mor er en menneskelig mor. En menneskelig mor laver fejl.

Forestil dig at du viser dine børn, hvor perfekt du hele tiden er.  Det bliver godt nok svært for dem at skulle leve op til.

Det bliver ikke spor svært for mine børn at leve op til mig. Jeg har lavet tusindevis af dumme fejl. Skabt mig urimeligt, sprunget over hvor gærdet er lavest, svigtet og sjusket.

Jeg prøver at stå ved det og indrømme mine fejl.

Så i stedet for at være perfekt har jeg valgt at være et godt forbillede ved at lave fejl – masser af fejl. Det er også meget nemmere.

Læs mere på https://psykologenpaabryggen.dk