Vejer du for meget?

Der er i de senere år sket en stigning i antallet af børn og unge, der er overvægtige.  En af årsagerne til overvægt er, at børn i dag sidder mere stille, end de gjorde, “da jeg var barn”.

Også sukkerindtaget er blevet en stor udfordring. Og her hjælpes vi ikke ligefrem på rette vej, for det er billigere at købe en 2 liters sodavand end at købe en 35 cl flaske. Og slik er ikke længere noget, hvor man står ved kioskmanden og beder om “for 1 kr af de der og 50 øre af de der”. Næh, det hældes ned i kæmpe poser med plads til rigelige mængder slik.

Men som forældre er det vigtigt at lære dit barn gode vaner, for der er meget, der tyder på, at overvægtige børn har øget risiko for at blive mobbet og har dårligt selvværd. Endelig er der øget risiko for at udvikle følgesygdomme. En vægtstigning kan også være udtryk for, at barnet eller den unge ikke trives.

Forældre vil gerne gøre det bedst mulige for deres børn. Mange er i tvivl, om de overhovedet må tale med deres barn om overvægten. De er bange for, at barnet så vil føle sig forkert. Min erfaring er, at børnene godt selv ved, at de vejer for meget og gerne vil have dialogen.

Og det er et forældre ansvar at minimere fristelserne i hjemmet. Børnene har brug for den ydre styring og brug for, at der ikke findes et skab fyldt med slik og kiks og kager. For når de ikke kan modstå det, så kommer den dårlige samvittighed. Så et godt sted at starte den sundere livsstil er ved at smide alt snack ud.

De elektroniske medier er kommet for at blive, og vi skal lære at takle dem på en fornuftig måde.  Planlæg aktiviteter sammen som familie. Gerne gå og cykelture, som gøres hyggelige og en måde at være sammen på. Vi kan ikke skrue tiden tilbage til før skærmene, men som forældre skal vi turde begrænse det til 2 timer dagligt .