Mig og mit klædeskab

Nu skal jeg altså have ryddet ud i mit skab, siger jeg ligesom for at holde mig selv fast på det hensigtsmæssige i, at aflevere det til genbrug jeg alligevel aldrig går med.

Kan vi ikke lave den aftale, at du hver gang du køber nyt, så smider du et stykke til genbrug, forsøger min mand sig.

Jeg siger “jo”for ligesom at få fred, mens jeg inderst inde godt ved, at det er skudt langt over mål. Hvis vi lige skal forventnings afstemme her, så vil jeg sige, at en 1:10 ordning er  mere realistisk .

For det er jo ikke bare tøj. Og nej, jeg ved godt, det ikke er moderne mere, og at jeg aldrig kommer i det igen, men det har en historie .

Det er en del af min historie.

Hold nu kæft, hvor så jeg smart ud i de bukser – engang – tænker jeg og holder de gamle yndlingsbukser op foran mig, så jeg kan se dem i spejlet. Det er som at gå ind i en tidsmaskine. Wruuum, og jeg er pludselig tilbage til den der fede fest, og jeg mindes.

Min dejlige trøje med camouflage tryk og guldvinger på ryggen er så forvasket, at jeg slet ikke kan være bekendt at tage den på. Men jeg gør det alligevel. For jeg elsker den, og den skal aldrig ud.

Tøj er fyldt med fortællinger. De er vævet ind i stoffet. Det er som om de dejlige minder vælter frem ved gensynet.

Jeg genkalder mig følelsen af at bære mine grønne garbadine kassebukser, som min mor selv syede, da jeg var 9 år gammel. Jeg havde ønsket mig dem mere end noget andet, og de var helt perfekte. Jeg havde dem på så ofte som muligt, indtil de var pinligt for korte.

Skal jeg lige komme ind med en sæk?, spørger min mand. Det er ikke nødvendigt. Der er ikke noget, der skal til genbrug denne gang.

Bukserne lægges sirligt sammen, ligesom alt det andet jeg heller aldrig kommer til at gå med igen. Måske du også bliver ramt af ren nostalgi ved gensynet med dine gamle klude?