Ren magi og kemi

På fotoet ser du min datter, svigersøn og lille Karl. Læg mærke til den kontakt, der er imellem dem. Selv om det er et foto, så fornemmes det tydeligt, at det strømmer ud med kærlighed fra dem til ham og omvendt.

Tænk, at naturen er så smart indrettet, at den evner at sende den helt rette mængde at signalstoffer og hormoner afsted for at sikre den altafgørende tilknytning mellem det lille spædbarn og de primære omsorgspersoner. Det er ren magi og kemi. Og det sker i langt de fleste tilfælde helt af sig selv.

Det lille nyfødte spædbarn er født med en overlevelses strategi, der er genialt udtænkt fra naturens side. Barnet ser ind i sine forældres øjne. Lige efter fødslen har det nyfødte barn en vågen periode. Selv om det har været nok så strabadserende at nå ud i denne verden, så er det som om, det nyfødte barn har fået en Red Bull hældt indenbords, for det ligger bare der og stirrer ind i sine forældres øjne.

Det er genialt. For det er gennem øjenkontakten, at de altafgørende kærlighedshormoner bliver trigget i fars og mors hjerner. At det lille barn, som snart skal vise sig at være en ulv i fårekæder, som kan skrige og holde dig vågen den halve nat, er så smart  udstyret med det lille trick at kunne se ind i dine øjne, gør, at du mærker kærligheden bruse og finder de kræfter, du slet ikke har.

Når det lille barn ammes er afstanden fra barets ansigt og op til dine øjne præcis den afstand, som det lille barn kan se og overskue. Kontakt. Du er solgt. Derfor tror jeg også godt, du kan forstå, hvor meget sværere tilknytning er ved det for tidligt fødte barn. Eller det barn der af andre årsager har haft en svær start. Det bevirker nemlig, at også din tilknytningen får en rigtig svær medfart.

Mange af mine klienter fortæller med skam og skyldfølelse, at de ikke har lavet tilknytning til deres lille barn. Det er helt naturligt.

Når barnet er født for tidligt, vil det sove det meste af tiden. Og det er tilkoblet maskiner. Alt det, der ellers ville foregå helt af sig selv, er nu noget, der skal arbejdes hårdt på.

Brug for hjælp: https://psykologenpaabryggen.dk