Tilgivelse

Tilgivelse er et stort ord. Igen og igen hører vi som et mantra: Du skal tilgive for at komme videre i dit liv. Din tidligere mand, dine forældre, vennen, overfaldsmanden, voldtægtsforbryderen, utroskab, vold og misbrug. Ja, dem alle sammen og hele baduljen.

Flere af mine psykologkolleger slår da også deres privatpraksis op på at love dig, at de kan “sætte dig fri fra uhensigtsmæssige bindinger ved at lære dig at tilgive”.

Som om tilgivelse er noget, man giver andre som et middel til selv at opnå sjælefred. I min optik handler tilgivelse om en uselvisk gestus.

Jeg tilgiver det andet menneske for at sætte den anden fri. Tilgivelse er altid rettet mod den anden.

At tilgive = give til.

Jeg tilgiver dig, fordi du har brug for min tilgivelse. Jamen, det kan jo være, der er sket noget, som er utilgiveligt?

Det er jo netop kun det utilgivelige, der har brug for tilgivelse.

Nu er én ting teori, noget helt andet er virkelighed. Og så er det, det bliver rigtig svært.

Jeg møder børn og unge, hvor jeg mangler redskaber til, hvordan jeg skulle kunne få dem til at tilgive.

Jeg var til et spændende foredrag med en præst. Jeg satte min lid til, at han kunne lære mig, hvordan jeg hjælper andre til at tilgive det utilgivelige. Så jeg kunne lære dem at vise storsind og alt det der.

Han forklarede, at tilgivelse er at lade kærligheden vinde. Helt i tråd med min egen holdning. Så jeg spidsede ører.

Videre sagde han, at tilgivelse kun kan finde sted, hvis den skyldige kan angre. Så nu var det ikke længere kun op til mig og mine evner. Det afhang også af, om ”den anden” kunne indrømme sin fejl. Og så pludselig sagde han det vildeste af alt, nemlig at:

”Alt skal ikke tilgives”.

Hans pointe var, at der er ting, som det ligger udenfor den menneskelige evne at kunne tilgive.

Da bliver det alene et spørgsmål for Vor Herre. Han kan til gengæld tilgive alt, sagde han.

Så nogle gange må vi lade det være op til “den anden” at tro på en nådig Gud.