Af hjertet tak

Jeg lå vågen her forleden nat, fordi jeg kom til at tænke på, at vi måske er alt for dårlige til at få sagt tak. Jeg er i hvert fald. Tak, fordi du…

Det kan være en lille ting som: “Tak, fordi du sendte et smil”. Eller vildere endnu – det kan være noget, der har haft en afgørende betydning for dit liv.

Så lå jeg der og tænkte tilbage på små og store takke, der burde deles ud.

Særligt en person står lysende klart for mig. Hun var veninde med min mor. Jenny boede på den samme vej som vi. Når jeg tænker på Jenny, så er det første, der kommer til mig en altomsiggribende følelse af dyb taknemmelighed.

Jeg betragtede hende altid som barn. Hun er smuk. Hun har de hvideste tænder, og vi taler altså lang tid inden Colgate og nul huller generationen. Hun kunne fortælle historier. Og så kunne hun le. Le så det gav genlyd på hele Falkevej. Hun lo, mens hun slog sig på låret.

Jenny er uddannet sygeplejerske, så da min mor blev dødelig syg, vidste hun straks besked om alvoren. Hun forstod imidlertid at lade os blive i håbet på trods af sin professionelle viden om, hvad vej det uundgåeligt ville gå. Hun gik med os hele vejen i vores tempo.

Selv min fars åndssvage hajbrusk piller indkøbt i dyre domme lod hun ham tvinge i min mor, fordi det gav ham håb om et mirakel.

Da vi måtte erkende, at nu var der kun døden, der ventede, tog Jenny den største opgave på sig overhovedet. Hun passede min mor. Ikke kun som en del af sit arbejde. Men både som sygeplejerske og som ven.

Hun vendte og drejede min mor med nænsom hånd. Lagde en kølende hånd på hendes pande. Læskede hendes tunge. Vaskede og nettede hende. Også når min mor ikke kunne holde på sin afførring, men havde fået det ud i hele sengen.

Hun plukkede de små sorte hår på min mors overlæbe, så hun kunne bevare sin kvindelighed og forfængelighed. Hun sikrede, at hun kunne bevare sin værdighed.

Så af hjertet tak. Måske du også har en, du skal have sendt en tak. Se mere på min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk