Vi lever videre

Vi kan være bange for at glemme, den vi har mistet. Og det gør vi. Jeg husker de første gange, hvor jeg ikke længere kunne genkalde mig duften af min mor. De præcise konturer i hendes ansigt. Måden hun gik på.

Jeg havde ellers  i lang tid forsøgt at fastholde de fysiske erindringer ved at gå i hendes tøj. Købte den parfume hun altid brugte i forsøget på at holde hende tæt på . Når jeg kigger på foto fra dengang er jeg iført tøj, der slet ikke passer til min alder.

Men jeg var nødt til det,  for jeg følte, det var det eneste, jeg havde tilbage.

Og pludselig duftede det ikke længere af hende,  men bare af mig selv.

Det var skræmmende.

MEN vi mennesker er andet end det fysiske, som vi mister grebet om. Dem, vi har mistet, lever videre gennem fortællinger.

Vi bliver til gennem fortællinger, og vi lever videre gennem fortællinger. 

Juleaften sætter jeg mig og stirrer ind i lysene på træet. Minderne pibler frem. Ikke kun om min barndomsjul, men om alle de betydninger min mor nåede at få for mig.

Og jeg føler, hun er nærværende. Det er som om, jeg kan kalde hende frem gennem fortællingerne.

Jeg tror, det er sådan for rigtig mange, at det særligt er i julen, vi mærker savnet. Savnet af dem vi har mistet.

Da føles det godt at kunne mærke nærværet. Så lad fortællingerne blive levende, når vi inden længe sætter os til julebordet sammen.

Vi kan jo begynde med et: Kan du huske…