Fra Danmark blev lukket ned gik der et sus igennem os alle. Hvad nu med børnepasning, jobbet, aktierne der styrtdykker. Alt dette godt krydret med en frygt for den usynlige fjende. For vi kan ikke se det vi er oppe i mod.
Alligevel er det alt sammen meget forventelig, at vi ville reagere på det. Men en nok så vigtig bivirkning, som også kunne vise sig at komme til at kræve en hjælpepakke eller to, er følgerne af den sociale isolation.
For vi mennesker er sociale dyr. Og mens der allerede er varslet hjælpepakker for økonomien, så kan det vise sig, at der er en lang række følger, som umiddelbart er langt mere usynlige følger af denne nedlukning.
For hvad giver det lige af følger, at vi lige nu er tvunget ud i fysisk afstand og isolation. Umiddelbart tror jeg ikke, der kan være tvivl om, at fysisk kontakt spiller en rolle for vores psykologiske sundhed.
Isolation er blevet den nye virkelighed for alle. Hvor vi kun har udgangtilladelse, hvis vi skal et hurtigt smut ned forbi den lokale Netto efter en liter mælk. Hvem ønsker sig ikke en hund i disse tider, så man i det mindste har en undskyldning for at komme ud at trække lidt frisk luft og måske nikke indforstået til en forbipasserende. Isolation på ubestemt tid.
Det stikker meget dybere end en ærgerelse over barnedåben, der blev udsat, konfirmationerne der må vente og par der når at gå fra hinanden, inden brylluppet bliver holdt.
Det er i det enkelte møde med andre mennesker, at vi mærker, at vi er til. Og det er der lige nu lukket markant ned for. Selvom opfindsomheden er stor, og jeg har hørt om par, der inviterer til parmiddage bag computerskærmen. Om ældre mænd, der mødes over gruppefacetime og drikker deres torsdags bajer.
Vi tørster alle efter samvær med andre mennesker. For der gennem skærmen er der ingen livgivende berøring. Ingen lugte eller andre former for sanselig erkendelse af et andet menneske. Jeg savner knus, omfavnelse, en hånd på skulderen.