På trods af det der smerter

Livet glider forbi, mens vi sidder og venter på lykken. Hvis bare lige jeg får en lønstigning, hvis bare lige jeg taber 5 kilo, hvis bare lige jeg kan….. Vi er på evig jagt efter lykken, og det er egentlig en skam, for lykke er noget vi højest kommer til at mærke glimtvis. Så vi vil kun opnå skuffelse, hvis vi tror, at vi kan blive lykkelige.

Er du for eksempel typen, der, når du ser dig selv i spejlet, bryder ud i jubelscener over, hvilket pragteksemplar af en krop du har? Eller begynder din hjerne i stedet med sin kritiske røst om, at du er ved at være for tyk, for tynd, for rynket og slap i betrækket?

Er du typen, der altid føler dig som jordens mest priviligerede, når det kommer til din partner, dine børn, dit job. Eller sker det, at din hjerne bliver fikseret på, at din mand godt liiiiige kunne være en anelse mere opmærksom, for så ville jeg selvfølgelig også selv være det. Og mine børn kunne godt være lidt mere taknemmelige, når jeg tænker på alt det, jeg gør for dem. Og chefen kunne godt anerkende min indsats lidt mere. Og hvis ikke det var for Corona, så kunne jeg komme i form i Fitness?

Sådan er det at være menneske. Vi har en tilbøjelighed til at få øje på problemerne. Det er helt normalt. Vi skal bare være bevidste om det. For ellers fiser livet forbi, mens vi står og venter på, at alt ordner sig lige om lidt. SÅ bliver jeg lykkelig og kan komme igang med at leve.

Heldigvis er det muligt at skabe et meningsfuldt liv på trods af, at vores hjerne umiddelbart trækker os hen mod alt det, der ikke er perfekt. Det kan vi ved at være opmærksomme på, at det er sådan, det er fat med os.

Så hvad er det første skridt du vil tage i retning af at leve et meningsfuldt liv på trods af, at din hjerne er en mesterlig historiefortæller, der helst fokuserer på alle problemer?