Skammen

Den unge kvinde, der sad overfor mig var netop blevet gift. Og det, der skulle have været en udelukkende glædelig begivenhed blev i stedet symbol på den svære navigeren hun havde skulle foretage sig siden moderen fik stillet sin diagnose for 15 år siden. Hun var 10 år gamel, da moderen blev diagnosticeret skizofren. Det er lidt sjovt med mig, siger hun. Jeg har altid skullet have en plan B. Tror du det hænger sammen med at jeg er vokset op med min mor? Fakta er at hun igennem hele sit liv aldrig har kuknnet regne med sin mor. Hun var enten sød, blød og varm, baget boller og elskede når jeg havde veninder med hjem eller hun var fraværende, lå på sofaen, og pinlig fordi hun hørte stemmer. Og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at skjule, hvor galt det stod til med hende. Sådan havde det også været med brylluppet. Hvad nu hvis mor har en dårlig dag. For på en dårlig dag ville hun ikke kunne være tilstede. Præcis som hun ikke havde været der til afslutningen efter 9 klasse, studenterfesten og nu brylluppet. For hun gør alt hvad hun kan for at skjule, hvor galt det står til med hende. Selv hendes mand kender ikke diagnosen men ved bare at hun ikke altid er så psykisk stabil.Hele sit liv har hun tænkt at hvis bare hun kunne reparere hende, så kunne hun få sin mor til at elske hende på den måde hun havde brug for. Hvis bare hun sørgede for at aflaste og altid hjælpe til ville hun måske få mere overskud til endelig at være hendes mor.

Erkendelsen af aat hun ikke kan repareres. Finde en måde at være i relationen på uden at miste sig selv.

Ikke noget jeg kunne gøre noget ved. ikke mi skyld. Bare give respekt og være der men uden medlidenhed.