Det bedste, jeg vidste som barn, var, når jeg lykkedes med at gøre mig usynlig, når mine forældre havde venner på besøg. At betragte dem sådan lidt på afstand og så bare lytte.
Jeg havde en bestemt teknik, hvor jeg holdt mig på en afstand, hvor jeg kunne være med på en lytter, og hvor de omvendt troede, jeg ikke kunne høre, hvad de talte om. Usynlig.
Jeg har overhørt mange snakke der fra intetheden, som jeg har suget til mig. De voksne brugte ord, jeg ikke altid forstod betydningen af, men det gjorde det ikke mindre spændende. Bare sidde der og lytte.
Min mor havde en veninde, som jeg elskede. Hun ligner Susse Wold og er selvsagt gudesmuk. “Er I bedste veninder?” spurgte jeg hende. Der er nogle år, hvor man som pige går ret højt op i den slags. “Hahaaa, det kan du bande på”, svarede hun, mens hun klaskede sig på låret, virrede med hovedet og spærrede øjnene op så intenst, at jeg følte mig som jordens heldigste. Tænk, at min mor var “bedste veninde” med en, der var så smuk og sej og næsten bandede.
Jeg husker min mors forfærdede blik en dag jeg kom hjem fra skole. Hun viste mig et foto fra Herning Folkeblad med en total smadret bil, og jeg forstod i det øjeblik, hvad hun forsøgte at fortælle mig, men som hun ikke kunne få over sine læber. Jenny var kørt galt. Og det var meget alvorligt.
Jeg husker det som om, at hun fortsatte med at have sit karakteristiske grin men min fornuft siger mig, at det må have været væk i en lang periode. Heldigvis forstod jeg slet ikke alvoren i alt det, der skete.
Så skete der noget særligt en af de der viduderlige aftner, hvor Jenny var på besøg. Jeg havde gjort mig usynlig og lyttede med.
Hun fortalte en fortælling. Man ville måske lidt højtidleigt kalde det for en lignelse. En gruppe mennesker kom gående bærende på hvert sit kors. Det var tungt, kunne man se. På et tidspunkt får de lov at holde et hvil og lægger alle deres kors i en stor bunke.
Lederen beslutter, at efter deres hvil må de vælge sig et andet kors at gå videre med. Gæt hvad de gjorde?, spurgte Jenny. Hun svarede selv.
Alle valgte deres eget kors. For det kendte de tyngden af.