En god nok forælder

Grundlæggende syntes jeg, at mine forældre var de klogeste og smukkeste forældre i hele verden. Og bortset fra at jeg havde en hemmelig drøm om, at Johnny Reimar kunne være min far, så var jeg ret godt tilfreds med de forældre, der var blevet mine.

Det ændrer ikke ved at jeg kan blive sådan: “ØV!”, når jeg kommer til at gentage nogle af de opdragelsesmønstre, jeg selv hadede som barn. Og som jeg har lovet mig selv ALDRIG at gøre på samme måde.

Det er en kendt problemstilling, at vi som forældre på nogle områder gerne vil gøre noget andet, end vores egne forældre gjorde.

Har man oplevet noget, der er sagt eller gjort og som har været smertefuldt for en som lille, så er det indlysende, at man for alt i verden ikke vil give det videre til sine egne børn.

Derfor er det ekstra træls, når ord, man har lovet sig selv aldrig at tage i sin mund, alligevel ryger ud af munden på en i en presset situation.

Meget tyder på at vi særligt i pressede situationer ofte reagerer med rygmarvs reaktioner og at dybt derinde,  sidder det, vi har med os.

Det er en forklaring, men må ikke være en undskyldning. Vi må vedblive med at have en nysgerrighed på, hvorfor vi gør som vi gør i forsøget på at blive klogere på egne reaktioner.

Man kan dog ikke altid leve op til egne idealer, og ingen er fejlfri. Så målet er ikke at være en perfekt forælder.

Man øver sig. Man laver fejl. Gentager dumme fejl. Børn lærer noget vigtigt ved at være sammen med voksne, der laver fejl og som kan erkende det.

De lærer, at det er naturligt at fejle, og at ingen er perfekte. Lykkes man med at videregive det, er man ikke en perfekt forælder men en god nok forælder. Og det er faktisk godt nok.