Vi er som mange ved i gang med at opfylde en drøm om et pusterum. Jeg elsker det pulserende liv i København. I sommer jublede jeg med, når ungerne sprang i fra kanten ved Havnebadet. Senere blev det til efterårsregn og kolde dage langs Islands Brygge, der sendte minderne på flugt til Esbjerg, der også kan noget med blæst. Men også Fælleden klædt i sin smukkeste efterårsdragt. Jeg kan stå og falde i svime sådan en kold marts aften over alle lysene i lejlighederne og prøver at forestille mig, hvad det er for liv, der leves derinde.
Man skal så ikke falde i svime, når man bevæger sig rundt langs cykelbroen, for her hersker nogle færdselsregler, som jeg ikke helt har fået greb om endnu. Jeg ser frem til foråret. Bare sidde på en café i forårssolen og betragte menneskene, der skrider forbi eller stopper op og nyder en kop kaffe med en ven.
Ja, jeg er vild med det. Alle menneskene og livet, der leves. Jeg er bare også meget bevidst om, at det ikke er altid min hjerne er helt enig med mig. Den har brug for ro ind imellem. For vi mennesker har brug for pauser. Vi har brug for at evne at være fuldt tilstede. At være tilstede er afgørende for at forbinde sig med andre og bekymre sig om dem, at elske og yde omsorg. For at kunne opnå glæde, så forudsætter det, at man er i kontakt med nuet. For livet bliver meget rigere, når vi er bevidst nærværende.
Jeg er af natur ikke god til roen. Jeg har altid et eller andet, jeg kunne give mig til. Mit arbejdsliv ligner mange andres, hvor der er en meget uklar grænse imellem, hvornår jeg arbejder, og hvornår jeg restituerer. Meget af det, jeg laver i fritiden, er relevant for mit job. Det er fedt, fordi mit arbejde er min passion.
Men jeg kan også godt glemme, at min krop har brug for hvile. Min livsstil udfordrer søvnen. Jeg kender nødvendigheden af hjernepauser og jeg kender nødvendigheden af at slukke for Ipad, computer og droppe mobilen minimum en time inden sengetid. Men det gælder ikke altid mig selv. Det betyder så, at jeg både er presset indefra, fordi søvnen påvirkes, når jeg konstant er på og udefra, fordi jeg bor op ad en af Københavns mest befærdede gader. Og selvom jeg ikke hører de mange biler, så hører min krop dem.
Derfor drømmer vi om et pusterum. En vidunderlig mulighed for at nyde storbylivet i kombination med et lille hyggeligt træsommerhus med plads til ro og afslapning. En god bog, madlavning, gåture. Og i ny og næ ro til at skrive. For jeg holder af at skrive.