“Hvem lukker lige et vindue op!”, næsten råber min kollega ud i lokalet, hvor vi sammen sidder til det ugentlige teammøde. Vi har kendt hinanden i knap 20 år og ser hinanden hver dag på arbejde, så vi lægger ikke sådan mærke til alders forandringerne, der kommer snigende. Men vi er i sandhed blevet ældre.
Vi er i samme båd. Og det er en båd, det ikke altid er skide sjovt at være i. Med nattesved, sårbarhed, ekstra kilo, tanker om ikke at være attraktiv og slå til. Men selvom vi sidder der sammen og gynger i den samme båd, så er det alligevel svært at tale åbent om, hvordan det er at være det sted, hvor vi er nu.
Jeg har heller ikke indviet de andre i, at jeg kun kan sove med dynebetrækket. Jeg, der ellers altid fryser, uanset om det er 30 grader udenfor, bliver forvandlet til en vulkan, når jeg går fra oprejst til liggende. Jeg har været til udredning for diverse gigtlidelser, fordi mine led gør ondt. Det er “bare overgangsalderen”, siger lægen og trækker på skulderen. Jeg har grædende smidt resterne af en pakke bind i skaldespanden.
Hvordan begræde at være fri for menstruation. Det er da rart at slippe for. Men altså det er jo symbolikken i at menstruere og symbolikken i, at det er slut, der er svær. Overgangsalder kaldes det. Som om det kun er en overgang. Det er løgn, for intet bliver som før. Det er jo samtidig et farvel til den krop, man havde engang. Man går fra at være produktiv kvinde til at være – ja hvad er man egentlig?
Men ærlig talt gider jeg ikke bruge resten af mit liv på at være trist over det. En klog kvinde sagde engang til mig: “Nyd det nu for pokker. De alvorlige skavanker kommer først efter de 70, så det er nu, du skal leve livet”.
Gå til min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk