Når man som jeg hver uge blogger med udgangspunkt i sit eget levede liv, er det klart, at man ikke kan undgå at få en lille kommentar med på vejen af sine voksne børn engang imellem.
Vi har en aftale om, at når jeg direkte omtaler dem i et blog opslag, så godkender de først teksten. Ikke fordi de har gjort alvor af retten til censur. Men deres kommentarer har nogle gange givet afsæt til et nyt blog opslag.
Sådan skete det, da jeg lavede et blog opslag om, hvor afgørende det er for barnets selvværd, at vi som forældre ikke skælder ud og har for høje forventninger til, at børn skal kunne rette ind. For det kan børn ikke.
Nu er en ting jo gode psykologfaglige teorier. Og noget andet er virkeligheden.
I virkeligheden er der ingen af os, der er perfekte som forældre.
Og dybest set tror jeg, at langt de fleste forældre gør alt det bedste, de kan.
Nå, men tilbage til min ældste datters kommentar på mit fine blogopslag om at vise overskud og være kærlig og omsogsfuld i sin opdragelse af sit barn.
Hun kunne nemlig ikke lade være med at sige, at jeg da skulle blogge om dengang, jeg havde sat hende af ude midt i no-mans land.
Så det handler dette blogopslag om.
Jeg havde som nybagt mor besluttet med mig selv, at jeg ikke ville være sådan en skældud mor, der hele tiden kom med tomme trusler til sine børn. Derfor har jeg altid forsøgt ikke at sige: ”Hvis ikke du opfører dig ordentligt lige nu, så….”
Men altså så skete det lige der midt på en stille landevej i Naur tæt på Holstebro.
Her er der så roligt, at man kan høre græsset gro. Hvis altså ikke det lige var fordi, Lea sad der og skreg, fordi hun skulle være spændt fast i sin autostol.
Roen havde ikke lige just smittet af på mig, for pludselig røg ordene ud af min mund: Hvis ikke du stopper nu, så kommer du til at gå hjem!
Det i sig selv var ret langt ude at sige, for som sagt var vi ude midt i ingenting, og hun var kun lige fyldt 5 år.
Lea skreg selvfølgelig videre, for hun gad ganske enkelt ikke sidde stille længere. Men jeg havde lovet mig selv ikke at komme med tomme trusler. Så der var kun en ting at gøre – konsekvens.
Så resolut kørte jeg bilen ind til siden. Jeg stoppede bilen. Gik om til bagsædet. Løsnede selen og løftede Lea ud af stolen. Stillede hende i vejkanten. Smækkede bildøren i og så kørte jeg.
Hun har aldrig glemt det. Det var så voldsom en oplevelse for hende. Det er flovt for mig som mor. Og jeg har sagt undskyld mange gange.
Nogle gange kommer vi voksne til at sige noget dumt, og så skal vi ikke holde fast i “når man har sagt a…”, men i stedet være voksne nok til at indrømme vores fejl og sige: Undskyld, det var mig, der tabte hovedet.
Brug for rådgivning: https://psykologenpaabryggen.dk