Der findes ikke dårligt vejr. Det er kun et spørgsmål om påklædning. Sådan siger min far altid. Gu’ fanden findes der dårligt vejr. Ærlig talt må man gerne ærgre sig lidt over det danske sommervejr her to uger inde i feriestart.
Jeg vil i dag gå imod tidens trend, hvor selv en regnfuld og råkold juli skal takles som en positiv oplevelse med masser af spændende muligheder for det moderne positive omstillingsparate menneske.
Hvis ikke vi mærker, at der er ting, der er knap så skønne, hvordan så virkelig mærke, når livet er skønt og fantastisk. Alt kan kun defineres i sin modsætning. Vi ved kun, hvad smukt er, fordi vi har set noget grimt. Vi ved kun, hvad det vil sige at være høj, fordi vi ved, hvad lavt er.
Derfor findes der også dårligt vejr, for jeg har på min egen krop mærket, hvad det vil sige, at vejret er fantastisk.
Ligeså med livet. Der findes noget, der er smukt, trist og forfærdeligt.
Jeg fastholder, at der findes dårligt vejr og siger til min far, at på mig virker hans sætning bare som en floskel. For helt ærligt bliver det hele så ikke en ensartet grå grød uden nuancer, hvis alt er lige godt?
Alt er til i sin modsætning. Så ved jeg godt, det ikke hjælper at skælde ud over det ringe vejr. Vejret arter sig præcist, som det vil.
Jeg holder dog af at være i følelserne. Når nu vi mennesker er født med den fantastiske evne til at føle næsten ekstatisk glæde, stor sorg, frygtelig skyld og voldsom vrede, så er vi for mig at se også forpligtet på at føle det.
Vi er selvfølgelig udstyret forskelligt fra naturens side. Nogle mennesker kan næsten gå under betegnelsen jubeloptimister, mens andre har et grundlæggende sortsyn, der hænger ved dem.
Vi må bare ikke glemme nuancerne i følelserne, for det er der, livet virkelig mærkes.
Så lad mig ærgres over, at det pisser ned og er koldt.
Lad mig beholde nej-hatten på for en stund. Først da mærker jeg nemlig, at pludselig røg nej-hatten af midt i blæsevejret, fordi jeg kom i tanke om, at derhjemme venter min elskede med en kop varm kakao med flødeskum.