Kender du det med, at du har gjort noget vildt og så pludselig rammes af den der fuldstændig ubehagelige følelse af tvivl – har jeg nu gjort det rigtige? Sådan kan jeg godt få det nogle gange, når jeg tænker på vores “projekt sommerhus”.
Den menneskelige hjerne kan bedst sammenlignes med en problemløsnings maskine. Den er indrettet sådan, at den konstant scanner for mulige problemer. Den scanner, dømmer, evaluerer, sammenligner, forudser mulige katastrofer og reagerer på alt, der kan ligne et problem. Det er forøvrigt den vigtigste årsag til, at det er umuligt at være fuldt ud lykkelig. Vi er designet til at finde og reagere på problemer.
Min mand og jeg havde gentagne gange drømt om et sommerhus, og hver gang havde vi lagt drømmen ned. For er det nu overhovedet os? Hvad med de faste udgifter? Hvordan kommer vi derop? Vil vi ikke hellere rejse? Hvem gider besøge os? Regner det ikke altid? Mon der blir indbrud? Larmer naboerne? Er der fyldt med turister?
Og da vi jo ikke kan slukke for hjernen, så gælder det om at vide, at det er sådan, det er fat med vi mennesker. Derfor blev min mand og jeg enige om, da vi havde bestilt alle mulige brochurer for tredje gang, at når vi på den måde vedblev med at vække liv i en drøm, så skulle vi nok alligevel leve den ud.
En proces er sat igang. Klargøringen er igang. Når man køber en grund, hvor der ikke tidligere har været bygget, så ligner det en vildt bevokset naturgrund uden plan. Og det er bare med at komme igang med at få ryddet op. I respekt for at det har taget træet rigtig mange år at nå sin størrelse, kræver det lige en ekstra overvejelse, hvilke træer der skal fældes.
Jeg holder af processen. Og jeg forsøger at komme overens med, at jeg med en menneskelig hjerne aldrig vil kunne nå til en tilstand af total lykke og overbevisning om, at beslutningen er rigtig. Men lige der midt i skoven til duften af savsmuld og jordbund, rammes jeg alligevel af glimt af lykke.