Naturen og mig. Mig og naturen. Vi har tidligere haft et lidt anstrengt forhold til hinanden. Men som jeg har nævnt i et tidligere blogopslag, så blev der vendt op og ned på min forkærlighed for at være bevægelses økonomisk, da jeg faldt pladask for – først min mand og derefter for hans store interesse i at cykle ude i – ja naturen.
Siden har jeg åbnet mine øjne for naturen. Og i dag erkender jeg, at samspillet mellem mennesket og naturen er den bedste helse for sjælen i et hverdagsliv, der er ved at gå til i tempo og stress. Faktisk har jeg læst, at man flere steder tilbyder natur på recept til mennekser med lettere depressive symptomer eller stress.
For nu er det bevist, at stress hormoner, hjertefrekvens og hjernebølger påvirkes i positiv retning, når vi mennesker er ude i den omgivende natur. Natur virker helende på os.
Naturens helende kraft bliver jeg mindet om, hver eneste gang jeg rejser til mit personlige paradis. En italiensk bjerglandsby med ringe netadgang, ingen fjernsyn og en ubeskrivelig ro og en storslået natur, som hver gang tager pusten helt fra mig. Efter få dage er jeg helt nede i gear.
Det er, når vi kommer ned i gear, at vi genlærer at sanse og kan finde frem til den helende kraft indeni os selv.
Naturens lyde, dufte og forskellige udtryk kommer mere og mere frem, som computeren og mobilen lægges væk.
Som mange andre har jeg en hverdag, hvor min hjerne er på overarbejde i sit forsøg på at bearbejde alle de stimuli, jeg udsætter den for.
Det er en af grundene til, at min mand og jeg er igang med at skabe et pusterum. Et pusterum som modvægt til det liv vi også elsker nemlig livet i en storby. Vi må nemlig indse, at med det liv vi lever, så er vores hjerner under konstant pres.
Så da vi vågnede en morgen i vores ferie, og jeg kiggede ud på regnen og spurgte min mand: “Hvad ville vi finde på at lave nu, hvis vi sad oppe i vores kommende sommerhus?”. Så svarede min mand: “Vi ville lave det, vi har allermest brug for. Ikke en sk..”