M som i Morten

M&M smelter i munden ikke i hånden. Det gør de ikke, fordi vi er i kontrol. Vi sørger for at kaste nakken tilbage lige akkurat tidsnok til at lad M’erne glide ned, inden de har sat sig for synlige spor. Sådan går det ikke altid.

M som i Morten. Den første store kærlighed. Min mor blev forelsket i Morten. Han var både sød, sjov og fræk og slet ikke noget for min mors far. Ham der siden blev min morfar. Og som er den egentlige årsag til, at jeg er til i dag. For med Morten på banen var der aldrig kommet en Christen, som er min far.

Men sådan gik det. Morten faldt nemlig ikke i god jord. Tværtimod var han et “no go”. De nåede at blive forlovede min mor og Morten, men forholdet have ikke den afgørende velsignelse, så det lå i kortene, at det måtte stoppe, inden det blev alvor sådan for alvor. For sådan var det dengang.

Man kunne ikke selv styre, hvem man blev forelsket i, men man lyttede til de ældre generationer og rettede langt hen ad vejen ind. Det er mine mostre, der fortæller om Morten. Selv har jeg aldrig hørt om ham fra hverken min mor eller min far.

Men mine mostre maler ham lyslevende frem, og han får næsten martyr status. Ham det aldrig blev. Kærligheden der aldrig fik lov at folde sig ud. De græd, da det var forbi.

Pludselig indskyder min ene moster: ” Det er derfor, din fætter hedder Morten”. Hvad? Hvordan? Endnu en familiehemmelighed har set dagens lys. Vi er ellers gode til at holde på den slags i min familie. Men lige der midt i rose vin og eftersommer kom sandheden frem.

Min mors første kærlighed, Morten, som ikke blev accepteret hos forældrene, lever på forunderlig vis videre i familiefortællingen, da min yngste moster valgte at opkalde sin førstefødte efter ham. Der kan man bare se Morten.