Min smukke datter

Det hele begyndte med et telefonopkald. “Er I hjemme? Må Anders låne nogle antihistaminer af dig?”

Så stod I pludselig der i døråbningen, og Anders lignede ikke just en, der havde allergi. Og alligevel ramte det mig helt uden forberedelse lige der en lørdag formiddag midt mellem indkøb og en kold fadøl på Torvet.

“Du skal være mormor”. Mormor? Hvem mig? Jamen, hvad sker der lige her? Du er jo bare min lille Bum.

Langsomt steg nyheden op til min hjerne. Der skete en eksplosion af følelser indeni, og pludselig var det hele bare for stort og smukt til at kunne rummes inden i lille mig, og tårerne pressede sig på og måtte ud.

Klimaændringer er ikke lige det, man har mest lyst til at tænke på, når man står der og lige har fået overbragt en stor glædelig nyhed. Alligevel sker der umærkeligt det midt i den største glæde, at angsten sniger sig ind.

Den menneskelige hjernes særlige evne til sprog og tænkning har enorme fordele og har været nøglen til, at mennesket er blevet den dominerende art. Det har så bare nogle sideeffekter.

Sprog og tænkning gør os i stand til at genopleve smertefulde oplevelser. Så selv på de glædeligste dage kan lidelsen blive den uindbudte gæst. Som når vi på vores bryllupsdag tænker på de personer, der ikke kan opleve dagen med os, fordi de er døde.

Og vi er i stand til at tænke frem og skræmme os selv ved tanken om ubehagelige og truende fremtidsscenarier. Den menneskelige hjerne evner nemlig både at trække tråde bagud i tid og tænke frem i tid.

Når jeg ser på dig smukke datter, ønsker jeg mig at være i nuet. Lige nu vil jeg stoppe sproget og tænkningen og bare nyde øjeblikket. For hold nu op, hvor er det for sindssygt.