Mit barndoms sommerhus blev ivrigt besøgt hver sommer, for min far har altid ment, at: “der er intet som den danske sommer”. Og selvom mange af os har for vane at se fortiden i et mere nostalgisk lys, så regnede det altså også den gang.
Jeg husker livet i sommerhuset med blandede følelser. Duften af nybagt brød og frisk kløvet brænde. Smagen af hyben og hjemmelavet hyldeblomst. Men også en langsommelighed, der kunne bevæge sig over i kedsomhed. Så dagene med sol var meget velkomne, for så skulle vi til havet.
Om på bagsædet uden sikkerhedsseler og så afsted. Eneste formaning var, at vi ikke måtte bade en time efter, vi havde spist. Ellers var der fri leg i Vesterhavets voldsomme bølger.
Men mad skulle man jo have. Så min far slæbte den blå køletaske med forsyninger ned til vandkanten. Og min mor havde smurt madpakker og pakket alt ind i madpapir med navn på, så man ikke risikerede pludselig at sidde der med sin lillebrors leverpostej mad, når man selv kun kunne spise figenpålæg.
Leverpostej såvel som figenpålæg havde dog begge en topping af sand, der gjorde, at det knasede mellem tænderne, når vi spiste. Her var ingen sodavand, men vi kunne få en brikjuice, for det var jo ferie. Min bror med appelsin smag og jeg med æble.
Jeg stirrede ned i min mad. For når jeg kiggede til højre og til venstre, så vrimlede stranden med tyskere, der sprang rundt og spillede strandtennis uden en trævl på kroppen. Det var både spændende og chokerende på en gang.
Og inden vi kørte tilbage til sommerhuset, skulle vi nå forbi Købmanden, hvor vi hver dag måtte få en is. Også på en regnvejrsdag. Min bror valgte konsekvent den største, og jeg hørte min mors suk. Så jeg tænkte, jeg hellere måtte være den fornuftige storesøster og sikre familiens økonomi, så jeg valgte den billigste.
Og nu har jeg så valgt at skulle have sommerhus. Mit Jeppesen sommerhus rejser sig på grunden, mens jeg ligger her og tænker, om jeg har fortrudt. Har du også gjort noget, du aldrig troede, du ville gøre?