Min yngste datter

Jeg husker den dag i flyveren, hvor jeg var på vej på forlænget weekend til Italien. Vi var netop landet, og min mobil blev taget af flymode. Der tikkede en sms ind: “Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at leve længere”.

Jeg har taget tilløb til at skrive dette blog opslag af flere omgange. Så spurgte min datter: “Hvad ville du skrive om mig, hvis du skulle lave et blogopslag?”. Og inden jeg havde nået at svare, fortsatte hun selv med: “skriv om dengang”.

Men det er svært, for der er så mange følelser i spil. Afmagt, skyld og stor sorg, taknemmelighed og stolthed. Men også overvejelser om, hvordan det vil være for min datter, at I nu læser med. Hun insisterer på, at tabuet skal brydes.

Jeg anser ikke mig selv for at være verdens dårligste mor, men jeg forstod ganske enkelt ikke omfanget af katastrofen. Jeg tror ikke, jeg ville se det. Hun havde, set i bakspejlet, haft det rigtig skidt over en meget lang periode.

Hun talte langsomt og lavt, trak sig fra veninderne og sov konstant. Hvorfor havde jeg slet ikke lagt mærke til alle de klassiske træk? Jeg er trods alt psykolog. Nok fordi det gjorde alt for ondt at skulle forholde mig til det.

Jeg genkalder mig følelsen, der fyldte min krop, da vi trådte ind gennem dørene til Psykiatrisk ambulatorium. Det var som om, væggene væltede ned over mig, og jeg kunne næsten ikke trække vejret.

Diagnosen blev stillet med det samme. Depression. Min elskede datter. Hun er jo så mild og dejlig. Det gav ingen mening. Det var som en ond drøm. Det er forældres værste mareridt, at ens barn bliver ramt af alt for store udfordringer her i livet.

Min datter er heldigvis gjort af et helt særligt stof, og hun har kæmpet sig ud af mørket. Det er 6 år siden nu. Jeg er meget stolt af, at hun vælger at være åben omkring sin depression og forhåbentlig kan det hjælpe andre at vide, at der er en vej ud af det mørkeste mørke.