Jeg er ikke ude i en eller anden religiøs omvendelse. Heller ikke selvom oplevelsen næsten kan kaldes Guddommelig. Dette blog indlæg handler om dette med at se bagud i tiden og så pludselig opleve, at alt ses i et nyt lys.
Jeg har brugt et helt voksenliv på at tage afstand fra min barndoms ferieminder ude på Lars Tyndskids mark, hvor mine forældre af alle steder i verden byggede et sommerhus. Så mens mine klassekammerater red med på den nye bølge og rejste til udlandet på ferie, så skulle vi bare hygge i sommerhuset.
”Der er ingenting som den danske sommer”, sagde min far altid. Det var før den tid, hvor børn bestemte, hvor familiens ferie skulle afholdes.
Jeg har arvet sommerhuset. Hvad stiller man lige op med noget, man har besluttet sig for, at man ikke kan lide?
Weekenden stod ikke på de store aftaler, så min mand overtalte mig til, at vi ligeså godt kunne tage op at se på vores ejendom. Vi kunne vel se på, hvordan vi kunne shine huset op og få det gjort salgsklar.
Meterologerne havde meldt tørvejr mellem kl 11-13, så mødet med fortiden skulle finde sted indenfor det tidsrum.
Så med nej-hatten på kørte vi afsted i regnvejr. I forvisning om at det snart ville klare op. Turen er egentlig ikke så lang. Den bliver lang, når den samtidig er en rejse tilbage i tiden.
Vi ramte stedet præcist, da regnen stoppede. Og så skete der noget vildt. For hold nu op hvor var her fantastisk.
Den måde lyset brød igennem gråvejret på, var så smukt. Duften af våd skovbund. Lyden af havets brusen i det fjerne. Og roen.
Gamle barndomsminder piblede pludselig frem for mit indre blik. Derovre i det gamle krogede træ havde vi lavet hule med naboens børn. Min mor, der altid startede med at lave friskbagt brød. Jeg kunne genkalde mig duften af hendes hjemmebag. Min far, der var jordens stærkeste mand, kunne fælde en hel skov og høvle træet i passende stykker. Ilden fra pejsen der hurtigt varmede os op.
Hvorfor havde jeg aldrig set det, mens jeg var der? Huset er ikke til salg.
Se også min hjemmeside https://psykologenpaabryggen.dk