Lykke

En af mine klienter meddelte ved sessionens start at: “Det er sidste gang i dag”. Først skulle jeg lige sunde mig lidt. For var det, hun i virkeligheden sagde, at nu gad hun ikke gå ved mig mere?

Selvom jeg er psykolog og per definition har styr på mit shit, så er jeg også kun et menneske med tvivl på egne evner. Der sidder konstant en lille kritiker på venstre skulder og fortæller mig om alt det, jeg burde gøre bedre.

Hun reddede mig fra min indre kritiker. Ved sidste session havde det rykket så afgørende meget for hende, at hun nu havde tiltro til, at hun kunne selv. Wauv. Det er i virkeligheden en af de bedste øjeblikke som psykolog, når ens klient får den der følelse af at kunne selv.

Det var helt banalt. Det var en enkelt sætning, der havde gjort forskellen for netop denne klient. Sessionen havde haft fokus på lykke. Hun savnede at føle sig lykkelig. I sit liv, på arbejdet, i sit ægteskab. Hvor blev den af den der altomsiggribende følelse af lykke?

Og jeg havde svaret, at: “Den findes slet ikke”.

Lykke som tilstand findes ikke. Lykken kommer i glimt, og du skal evne at fange de små glimt af lykke. Lykke er en slags elektrisk strøm, der går gennem kroppen på de mærkeligste tidspunkter.

Selv føler jeg mig lykkelig, når Vilma vil have mig med på tur. Når Bertil giver et bjørnekram. Når Nola siger: “Min Jeanne”.  Når Karl kravler i raketfart hen til mig. Når alle ungerne kommer til middag. Når min elskede kigger mig dybt i øjnene.

Når jeg betages af solen, der står op helt uden min indgriben. Solnedgange smukkere end smukt. Smagen af jordbær, duften af nyslået græs, lyden af latter.

Hvornår føler du glimt af lykke?