Lykke Per

Jeg har netop været på kursus, hvor en ung fremadstormende psykolog fortalte om opstart af sin psykologpraksis.

Hun var startet lige efter studiet og altså inden sin autorisation. Hun følte nemlig, at hun havde så megen viden, at det var forsvarligt. Det kaldte på lidt panderynken. Måske blandet med lidt misundelse.

På bare 4 mdr. havde hun nemlig banket en praksis op og kunne stolt vise lokalerne frem – en lille baggård på Christianshavn. Behøver jeg nævne, at prisen pr. kwm. er tårnhøj netop der.

Hvordan f…. kan hun det, hvæsede jeg. Min mand svarede, at måske jeg skulle lære at være lidt mere “Lykke Per agtig”. Jeg skulle tro noget mere på mig selv og sige “her kommer jeg”.

Vi har lige været inde at se Lykke Per og det kan varmt anbefales. August har virkelig begået en enestående seværdig film. Og flere gange er ens hjerte ved at gå i stå på grund af filmens storhed.

Man kan lægge mange tolkninger ned over filmen. Og det er en eviggyldig fortælling om det at være menneske på godt og ondt.

En tolkning kunne være den sociale arvs betydning, hvor det er umuligt at gemme sig for de skygger, opvæksten kaster ned over en. At finde meningen med livet gennem tro eller gennem historien og udviklingen. Om at finde sig selv og fare vild undervejs.

Per besidder en selvsikkerhed, der kan være for meget. Læg dertil at han bruger løs af andre mennesker for egen vindings skyld. Han tror så meget på sig selv og sit eget projekt, at han fremstår stejl, ubøjelig og meget lidt kompromis søgende. Så at han ender kræftramt og alene kalder ikke på den store medfølelse hos mig. Han er alt for selvfed. Men kan jeg lære noget af ham? 

Jeg er nogle gange alt for ydmyg og min mands yndlingseksempel er engang, hvor jeg blev ringet op og tilbudt 4000 kr. for at komme at holde et foredrag . Det lykkedes mig at få det forhandlet ned til 2000 kr. For rolig nu, så god er jeg heller ikke. 

Jeg tror, vi er en del, der med fordel kunne lære at tro lidt mere på egne evner.

Så jeg vil gerne have for 2000 kr. Lykke Per, tak!